Så er vi kommet på plads i vores hus. Det tog kun 3 dage at få gjort rent. Dette skyldes at huset, vi bor i, har stået tomt i 4 måneder. Det lyder ikke som så meget, men da der i realiteten ikke er vinduer man kan lukke ryger støvet bare en så let som ingenting. De såkaldte vinduer består nemlig af myggenet samt nogle glasplader der kan drejes. Ja, det er svært at forklare, men det er årsagen til at der kommer meget støv ind.
Som en del af rengøringen har vi gjort vores terrasse ren for alger. Hvilket egentlig kunne have taget meget lang tid, da terrassen er meget stor, men vi fik hurtigt hjælp af 5 små børn. Det var rigtigt sjovt at se dem gøre rent – de nød det nemlig. Efter rengøringen fik de lov til at vaske sig ved en spand, hvilket så ud til at være deres ugentlige bad. Disse børn kommer stort set hver dag for at lege med os. Det er ikke kun en gang om dagen de kommer, men faktisk op til flere gange om dagen. Børnene bor i MBamba Out, som er et fattigt område. Derfor har børnene sjældent noget de kan foretage sig og af den grund kommer de hos os.
Ikke nok med at der kommer små børn, så har vi også haft besøg af to ’alt-mulig-mænd’, nemlig Bamse og Jordbær. Deres oprindelige navne er faktisk Bulus og Alexander, men Alex og Mette har givet dem øgenavnene, hvilket de er meget stolte af. Bamse og Jordbær har lavet mange ting for os, såsom bruser, kloakløb, lys – ja faktisk alt. Så det har været rigtig hyggeligt. Ligesom de har hjulpet os med meget har de også spist adskillige gange hos os. Det skyldes at det er normalt at man byder sine arbejdere på mad og koldt vand.
Jordbær har en drøm om at gifte sig med en hvid dansk kvinde. Af den grund er vi i gang med en grundig oplæring i hvordan man bliver en god mand. Dette skyldes at de huslige arbejdsopgaver er de samme som i gamle dage i Danmark. Altså det var dengang, hvor kvinden lavede alt omkring husholdningen og passede børn, mens mændene arbejdede og tjente derigennem penge til mad mm. En aften havde vi derfor inviteret Bamse og Jordbær på dansk middag. Dette indebar imidlertid at de skulle hjælpe i køkkenet, så Jordbær kunne lære at lave mad. Det var bare så hyggeligt at have de to på besøg. Vi har faktisk også lavet en aftale med Jordbær, hvilket betyder at når de er på besøg og får mad skal han samle alle tallerkner og gå ud i køkkenet med dem. Jeg tror faktisk han synes det er noget sjovt og han gør det med et smil.
I går aftes fik vi de andre 5 piger på besøg fra Remi. De skulle sove hos os og til det ugentlige møde med Mette og Alex. Cecilie og jeg påbegyndte vores lektiehjælp i matematik mens de andre tog på markedet for at handle. Hold da op noget lektiehjælp. Børnene strømmede til, da det var yderst interessant at få hjælp af os til matematik. Jeg siger jer, det var virkeligt sjovt.
Pigerne og jeg havde spist sammen og gjort klar så vi alle kunne sove hos os. Lyset gik lidt senere på aftenen, så vi sad i et halvmørkt rum og snakkede. Pludselig mærker jeg noget der kildrer min fod. Som en reaktion på det kigger jeg ned og hopper op på min stol hvor jeg råber ”Der er en slange, som rørte min fod!!!” Jeg blev virkelig forskrækket! Alle de andre piger hoppede også hurtigt op på noget, så de ikke blev rørt af slangen. Vi blev dog hurtigt enige om at det ikke var en giftig slange, men det var dog en slange. I fællesskab fik vi slangen op i en spand, alt imens nogle hentede hjælp hos Mette og Alex. De beroligede os og Alex slog slangen ihjel, så der ikke skete mere. Nu kan vi kun grine af det. Det var virkelig en overraskende aften, da slangen kom fuldstændig uventet.
lørdag den 25. september 2010
søndag den 19. september 2010
MBamba
Så er vi kommet til MBamba, Yola, som er hovedstaden i staten Adamawa. Her blev vi præsenteret for Mette og Alex, som er missionærerne der er udstationeret her i 3 år. De er virkelig søde og hjælpsomme. Her i løbet af den første uge har vi haft en intro-uge i samlet flok, så vi bedre ved hvordan man skal overleve og håndtere tingene her i Nigeria. Det skyldes at skolerne først begynder på mandag d. 20. Så der vil 5 af pigerne flytte til handikapskolen Remi.
Første dag blev vi vist rundt i området. Det er godt nok stort! Der var mange mennesker, som kom hen til os for at sige ”you are welcome!”. Det er fordi, at de ved, at vi vil gøre et stort stykke frivilligt arbejde, hvilket de værdsætter. Generelt har nigerianerne været meget gode til at tage imod os. De er et venligt og smilende folkefærd!
Til daglig går der 600 børn her. Skolen her er meget god og derfor vælger folk at sende deres børn langvejs fra for at de kan gå på denne skole. Af den grund bor børnene her og kommer først hjem når der er ferie.
Alex og Mette viste os også hvor jeg skal bo sammen med to andre piger (Maria og Cecilie). Vi er nemlig deres naboer og har fået tildelt et stort hus. Det er rigtig skønt.
Huset vi bor i i samlet flok er virkelig stort. Børnene der bor her i området er meget hurtige til at finde ud af hvornår ”batuesene” kommer. Batue er det samme som hvid man på dansk. Nå men børnene vrimler simpelthen omkring vores hus. De sidder udenfor på terrassen og venter håbefulde på at vi vil lege med dem.
Vi har haft besøg af nogle unge kvinder her fra området. De delte os op i to grupper, hvoraf den ene gruppe skulle på markedet og den anden skulle på savannen. Jeg kom på markedet. Det er bare en oplevelse i sig selv. Der er så mange butikker, som sælger rigtig mange forskellige ting. Så snart en ”batue”, altså en hvid person, vil købe noget hæver sælgeren lige prisen. For alle hernede tænker at hvide mennesker har så mange penge at de ikke ved hvad de skal stille op med dem. Af den grund kan det være lidt af en kamp eller nok nærmere et spil om at få prisen ned på et rimeligt niveau. Jeg fik købt noget stof til rimelige penge, da nogle af de nigerianske kvinder var med os. Samme dag var vi hjemme ved en af kvinderne for at få taget mål til kjolen. Der er nemlig således at man helst skal have en kjole samt tørklæde på i ensfarvet tøj. Kjolen skal gå ned under knæene og ud over skulderne. Så det er virkelig varmt når man ikke er vandt til det. Solen er nemlig meget skrap. Om aftenen lavede vi alle sammen mad sammen med de nigerianske kvinder. Det var nu meget hyggeligt. Næste dag kom skrædderen tilbage med min syede kjole, så jeg var klar til at tage til gudstjenesten om søndagen. Denne dag byttede holdene, så jeg skulle på savannen. Super oplevelse, som jeg vil benytte mig af igen senere.
Vi har været inde på ABTI-club. Jeg siger jer, det var fantastisk! ABTI-club er et område, hvor man kan spise ’normal’ mad samt bade udenfor. Det blev grundlagt af en rig herre, som havde tjent ufattelig mange penge på korruption. Med alle sine penge grundlagde han et universitet og inviterede amerikanske lærere til stedet, så det levede op til de amerikanske standarder. Her tog vi alle det første rigtige bad i løbet af den tid vi har været her i Nigeria. Den forrige tid har vi måtte nøjes med en spand vand, hvorfra vi kastede vand op på vores kroppe for at blive vasket. Det var meget anderledes end det vi normalt gør hjemme i Danmark, dog er det sådan de fleste nigerianere gør, når de skal vaskes. De har bare ikke andre muligheder. Lørdag d. 18 var vi igen inde på ABTI, da vi var inviteret til en fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt og ikke mindst fantastisk med en aftensdukkert. De folk der er på ABTI er for det meste hvide mennesker eller rige nigerianere. Så her kan man føle sig lidt normal uden at være en seværdighed.
Nu er vi godt i gang med at få gjort vores hus rent så vi kan flytte ind. Der er hele tiden meget at se til. Så jeg vil smutte ind og gøre endnu mere rent, så vi kan komme på plads...
Første dag blev vi vist rundt i området. Det er godt nok stort! Der var mange mennesker, som kom hen til os for at sige ”you are welcome!”. Det er fordi, at de ved, at vi vil gøre et stort stykke frivilligt arbejde, hvilket de værdsætter. Generelt har nigerianerne været meget gode til at tage imod os. De er et venligt og smilende folkefærd!
Til daglig går der 600 børn her. Skolen her er meget god og derfor vælger folk at sende deres børn langvejs fra for at de kan gå på denne skole. Af den grund bor børnene her og kommer først hjem når der er ferie.
Alex og Mette viste os også hvor jeg skal bo sammen med to andre piger (Maria og Cecilie). Vi er nemlig deres naboer og har fået tildelt et stort hus. Det er rigtig skønt.
Huset vi bor i i samlet flok er virkelig stort. Børnene der bor her i området er meget hurtige til at finde ud af hvornår ”batuesene” kommer. Batue er det samme som hvid man på dansk. Nå men børnene vrimler simpelthen omkring vores hus. De sidder udenfor på terrassen og venter håbefulde på at vi vil lege med dem.
Vi har haft besøg af nogle unge kvinder her fra området. De delte os op i to grupper, hvoraf den ene gruppe skulle på markedet og den anden skulle på savannen. Jeg kom på markedet. Det er bare en oplevelse i sig selv. Der er så mange butikker, som sælger rigtig mange forskellige ting. Så snart en ”batue”, altså en hvid person, vil købe noget hæver sælgeren lige prisen. For alle hernede tænker at hvide mennesker har så mange penge at de ikke ved hvad de skal stille op med dem. Af den grund kan det være lidt af en kamp eller nok nærmere et spil om at få prisen ned på et rimeligt niveau. Jeg fik købt noget stof til rimelige penge, da nogle af de nigerianske kvinder var med os. Samme dag var vi hjemme ved en af kvinderne for at få taget mål til kjolen. Der er nemlig således at man helst skal have en kjole samt tørklæde på i ensfarvet tøj. Kjolen skal gå ned under knæene og ud over skulderne. Så det er virkelig varmt når man ikke er vandt til det. Solen er nemlig meget skrap. Om aftenen lavede vi alle sammen mad sammen med de nigerianske kvinder. Det var nu meget hyggeligt. Næste dag kom skrædderen tilbage med min syede kjole, så jeg var klar til at tage til gudstjenesten om søndagen. Denne dag byttede holdene, så jeg skulle på savannen. Super oplevelse, som jeg vil benytte mig af igen senere.
Vi har været inde på ABTI-club. Jeg siger jer, det var fantastisk! ABTI-club er et område, hvor man kan spise ’normal’ mad samt bade udenfor. Det blev grundlagt af en rig herre, som havde tjent ufattelig mange penge på korruption. Med alle sine penge grundlagde han et universitet og inviterede amerikanske lærere til stedet, så det levede op til de amerikanske standarder. Her tog vi alle det første rigtige bad i løbet af den tid vi har været her i Nigeria. Den forrige tid har vi måtte nøjes med en spand vand, hvorfra vi kastede vand op på vores kroppe for at blive vasket. Det var meget anderledes end det vi normalt gør hjemme i Danmark, dog er det sådan de fleste nigerianere gør, når de skal vaskes. De har bare ikke andre muligheder. Lørdag d. 18 var vi igen inde på ABTI, da vi var inviteret til en fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt og ikke mindst fantastisk med en aftensdukkert. De folk der er på ABTI er for det meste hvide mennesker eller rige nigerianere. Så her kan man føle sig lidt normal uden at være en seværdighed.
Nu er vi godt i gang med at få gjort vores hus rent så vi kan flytte ind. Der er hele tiden meget at se til. Så jeg vil smutte ind og gøre endnu mere rent, så vi kan komme på plads...
torsdag den 16. september 2010
ABUJA
Turen
Vi stod tidligt op, hvorefter vi fik sagt farvel til vores familier. Så kørte vi ellers af sted med toget med al vores bagage (69 kg + håndbagage hver). Turen over til Kastrup var egentlig ret lang, da det ikke helt var gået op for mig hvad det var vi var på vej ned til. Flyveturen var tilgængæld hurtig, da jeg var spændt og nysgerrig. For hvordan ville det være? Hvordan ville folk tage imod os? Der var hele tiden mange spørgsmål der pressede sig på.
Abuja
Da vi ankom til lufthavnen var det meget anderledes. Vi stødte hurtigt på den første udfordring. Da vi skulle have vores bagage, altså de 69 kg, som i alt var 24 store kufferter, var der simpelthen ikke nok vogne i lufthavnen. Så vi prøvede ihærdigt at få fat i nogle få vogne, da vi umuligt kunne slæbe alle kufferterne. Da vi endelig nåede ud af lufthavnen var der bare ingen, som ventede på os. Vi trak i livlinen og ringede hjem til Jakob i Danmark. Herefter kom biskoppen hurtigt og hentede os. Vores chauffør havde åbenbart glemt os. Nigerianere plejer at sige: europæerne har uret, men nigerianerne har tiden.
Vi blev tildelt 4 værelser, hvor vi sov sammen to og to i Biskoppens hus. Det var rigtigt fint! Biskoppens kone, Jessica, lavede mad til os og hjalp os faktisk med alt. Biskoppen og hans kone var bare rigtige søde ved os og meget forstående overfor det kulturskifte vi var udsat for. For der er virkelig få ting, som minder om det liv i Danmark. Varmen er så gennemtrængende, at sveden løber ned af en og fugtigheden er virkelig høj (80 pct.).
Første dag (d. 9.) ordnede vi alt det praktiske, som at få vekslet penge og købt malariapiller samt en engelsk bibel. Om aftenen var vi til vores første gudstjeneste. Vi kom i slutningen af gudstjenesten, så den varede ikke ret længe. Efter gudstjenesten blev vi præsenteret for mange forskellige mennesker, heriblandt nogle fra det Sister Fellowship, som hørte til denne kirke. Det skal lige siges at når vi kører på vejene dytter biler rigtig meget – for ikke at sige hele tiden. Det skyldes at der ikke er nogen forgængerfelter i Abuja og Nigeria generelt. Så bilerne dytter simpelthen for at gøre opmærksom på sig selv når de kører i trafikken.
Anden dag i Abuja (d. 10) mødte vi flere af søstrene i Sister Fellowship. De skulle passe på os, samt lave nigeriansk mad sammen med os. Derfor startede vi ud med at tage på det lokale marked. Sikke en oplevelse! Der var rigtig mange boder, som solgte rigtig mange forskellige ting. Alle råvarerne lagde ude i solen, heriblandt også kød som fisk. Nå men vi fik købt ind til to gode måltider. Vi startede med at tilberede maden, det vil sige at nogle af os rensede fisken og pillede øjnene ud. Andre skar koskind i strimler mm. Det var virkelig anderledes! Da vi skulle stege/koge maden var det over bål, på trods af at det var mellemklassen i samfundet vi var sammen med. Generelt er maden meget stærk i Nigeria, så det var begrænset hvad vi spiste af det vi havde brugt 3 timer på at lave. Der er hele tiden så mange nye indtryk der presser sig på hernede, så vi var hurtigt trætte den dag.
Den trejde dag (d. 11) var vi til to gudstjenester i 2 forskellige kirker. Den sidste krike var enorm stor og der var omkirng 1000 mennekser smalet der. Der var en kæmpe oplvelse! Mens de voksne var til gudstjeneste var børnene samlet i en søndagsskole ved kirken. Selve gudstjenesten varede i 4 timer, hvilket aldrig ville være sket i Danmark. Det er så anderledes hernede...
Efterfølgende dag (d. 12) oplevede vi noget underligt! Vi så 13 mennesker stå ved en bil og bede. Bilen havde motorrummet åbent, så vi var alle overbeviste om at alle de mennesker bad for at få bilen til at starte. Det viste sig senere at være forkert. Det var en kvinde, som havde fået en ny bil. Hun ønskede at få den velsignet af biskoppen, og derfor stod alle de mennesker samlet og bad for bilen. Det er nemlig sådan, at når nigerianske kristne får en ny bil eller et nyt hus bliver der bedt for at huset/bilen vil bringe dem lykke og det vil passe på dem i fremtiden.
Derudover var vi på sightseeing med Sister Fellowship. De viste os den store moské, den største kristne kirke, samt et Hilton hotel. Det var meget mystisk at de var så ivrige efter at vise os en hotel, men det var fordi de var så enormt stolte over at der var et 5-stjernet hotel i Abuja – hvilket også er ret vildt. Om aftenen pakkede vi vores kufferter, som skulle sendes med en chauffør til Mbamba, da vi skulle med flyet næste dag…
Vi stod tidligt op, hvorefter vi fik sagt farvel til vores familier. Så kørte vi ellers af sted med toget med al vores bagage (69 kg + håndbagage hver). Turen over til Kastrup var egentlig ret lang, da det ikke helt var gået op for mig hvad det var vi var på vej ned til. Flyveturen var tilgængæld hurtig, da jeg var spændt og nysgerrig. For hvordan ville det være? Hvordan ville folk tage imod os? Der var hele tiden mange spørgsmål der pressede sig på.
Abuja
Da vi ankom til lufthavnen var det meget anderledes. Vi stødte hurtigt på den første udfordring. Da vi skulle have vores bagage, altså de 69 kg, som i alt var 24 store kufferter, var der simpelthen ikke nok vogne i lufthavnen. Så vi prøvede ihærdigt at få fat i nogle få vogne, da vi umuligt kunne slæbe alle kufferterne. Da vi endelig nåede ud af lufthavnen var der bare ingen, som ventede på os. Vi trak i livlinen og ringede hjem til Jakob i Danmark. Herefter kom biskoppen hurtigt og hentede os. Vores chauffør havde åbenbart glemt os. Nigerianere plejer at sige: europæerne har uret, men nigerianerne har tiden.
Vi blev tildelt 4 værelser, hvor vi sov sammen to og to i Biskoppens hus. Det var rigtigt fint! Biskoppens kone, Jessica, lavede mad til os og hjalp os faktisk med alt. Biskoppen og hans kone var bare rigtige søde ved os og meget forstående overfor det kulturskifte vi var udsat for. For der er virkelig få ting, som minder om det liv i Danmark. Varmen er så gennemtrængende, at sveden løber ned af en og fugtigheden er virkelig høj (80 pct.).
Første dag (d. 9.) ordnede vi alt det praktiske, som at få vekslet penge og købt malariapiller samt en engelsk bibel. Om aftenen var vi til vores første gudstjeneste. Vi kom i slutningen af gudstjenesten, så den varede ikke ret længe. Efter gudstjenesten blev vi præsenteret for mange forskellige mennesker, heriblandt nogle fra det Sister Fellowship, som hørte til denne kirke. Det skal lige siges at når vi kører på vejene dytter biler rigtig meget – for ikke at sige hele tiden. Det skyldes at der ikke er nogen forgængerfelter i Abuja og Nigeria generelt. Så bilerne dytter simpelthen for at gøre opmærksom på sig selv når de kører i trafikken.
Anden dag i Abuja (d. 10) mødte vi flere af søstrene i Sister Fellowship. De skulle passe på os, samt lave nigeriansk mad sammen med os. Derfor startede vi ud med at tage på det lokale marked. Sikke en oplevelse! Der var rigtig mange boder, som solgte rigtig mange forskellige ting. Alle råvarerne lagde ude i solen, heriblandt også kød som fisk. Nå men vi fik købt ind til to gode måltider. Vi startede med at tilberede maden, det vil sige at nogle af os rensede fisken og pillede øjnene ud. Andre skar koskind i strimler mm. Det var virkelig anderledes! Da vi skulle stege/koge maden var det over bål, på trods af at det var mellemklassen i samfundet vi var sammen med. Generelt er maden meget stærk i Nigeria, så det var begrænset hvad vi spiste af det vi havde brugt 3 timer på at lave. Der er hele tiden så mange nye indtryk der presser sig på hernede, så vi var hurtigt trætte den dag.
Den trejde dag (d. 11) var vi til to gudstjenester i 2 forskellige kirker. Den sidste krike var enorm stor og der var omkirng 1000 mennekser smalet der. Der var en kæmpe oplvelse! Mens de voksne var til gudstjeneste var børnene samlet i en søndagsskole ved kirken. Selve gudstjenesten varede i 4 timer, hvilket aldrig ville være sket i Danmark. Det er så anderledes hernede...
Efterfølgende dag (d. 12) oplevede vi noget underligt! Vi så 13 mennesker stå ved en bil og bede. Bilen havde motorrummet åbent, så vi var alle overbeviste om at alle de mennesker bad for at få bilen til at starte. Det viste sig senere at være forkert. Det var en kvinde, som havde fået en ny bil. Hun ønskede at få den velsignet af biskoppen, og derfor stod alle de mennesker samlet og bad for bilen. Det er nemlig sådan, at når nigerianske kristne får en ny bil eller et nyt hus bliver der bedt for at huset/bilen vil bringe dem lykke og det vil passe på dem i fremtiden.
Derudover var vi på sightseeing med Sister Fellowship. De viste os den store moské, den største kristne kirke, samt et Hilton hotel. Det var meget mystisk at de var så ivrige efter at vise os en hotel, men det var fordi de var så enormt stolte over at der var et 5-stjernet hotel i Abuja – hvilket også er ret vildt. Om aftenen pakkede vi vores kufferter, som skulle sendes med en chauffør til Mbamba, da vi skulle med flyet næste dag…
Abonner på:
Opslag (Atom)