Mandag er en stille og rolig dag med hensyn til antallet af arbejdsopgaver. Dagen starter ud med computerundervisning for præsteleverne, som Cecilie, Maria og jeg skiftes til. Præsteleverne på BLS har hårdt brug for computerundervisning, da det kun er få, som rent faktisk har bare lidt kendskab til computere. Størstedelen af eleverne har aldrig været i været i kontakt med denne form for teknik, men derimod lærer de om det fra gamle bøger, som er svær at omsætte til praksis. Computeren og især internettet er til stor hjælp for disse elever, da de her kan komme i kontakt med resten af verden ved hjælp af e-mail. Derudover er søgemaskiner, som Google, meget vigtige, hvis der er noget de har brug for at vide. På den måde kan de ved hjælp af internettet finde ud af rigtig mange forskellige ting. Når de engang kommer ud til en lille landsby kan de måske helbrede en syg, ved at søge på internettet. Gennem computerundervisningen føler jeg virkelig, at jeg er en del af et stort projekt. Det er skønt at se hvor glade og taknemmelige eleverne er for det vi kan give dem af undervisning. Selvom det blot af noget basal undervisning omkring Google osv. har flere allerede spurgt om vi ikke kunne forlænge vores ophold til et år, da de virkelig gerne vil lære omkring dette.
Vis computerundervisningen bliver det i den grad tydeliggjort, hvor privilegerede vi er sammenlignet med dem, da vi er vokset op med computere som noget naturligt lige ved hånden. På den måde er det utroligt at se hvordan vi kan hjælpe de mindre privilegerede godt på vej.
Det er også om mandagen, hvor jeg har undervisning sammen med Cecilie i matematik på LJS (skolen for unge elever). I matematik har jeg lige fået 4 nye elver at hjælpe, så der er nok at se til. Det er virkelig hyggeligt og jeg nyder de unge pigers selskab. Sidste gang fik jeg et venskabsbrev fra en af pigerne – jeg er dog ikke sikker på hvem det var, men hun fortæller om hvorfor hun gerne vil være min ven. Det finder jeg virkelig sødt!
Tirsdag er en fantastisk dag hernede. Dette skyldes at vi deltager i nogle projekter som betyder meget for os. Dagen starter som regel ud med at vi alle tre står op og efter et koldt brusebad og en skål havregryn med pulvermælk, er vi klar til at påbegynde dagens gerninger.
Vi begynder på kvindeskolen kl. 8.30. Kvindeskolen er for de hustruer, hvis mænd går på præsteskolen (Brønnum Lutheran Seminary). Her laver vi mad med dem ud fra nogle opskrifter, som de senere kan bruge derhjemme. I dette projekt skal de selvfølgelig lære at lave mad, men også lære om hygiejnen omkring madlavningen. Det indebærer f.eks., at man skal vaske hænder inden man begynder at lave mad, og at man skal vaske de forskellige råvarer, inden man bruger dem. Hver tirsdag skal vi have opskrifter og råvarerne med til kvinderne, hvor vi så på forhånd har besluttet hvad vi skal lave. Indtil nu har vi bagt pizza og kage, så det bliver spændende at se hvad vi finder på næste gang. Det handler nemlig ikke bare om at vælge en opskrift, der skal også tages hensyn til udvalget af forskellige råvarer her og råvarer, som er overkommelige indenfor deres budget. Af den årsag kan vi ikke lave mad, som indeholder en masse importvarer, for det vil kvinderne ingen gavn få af bagefter og dermed ville ideen med projektet gå tabt. En formiddag som denne har også sine udfordringer, da mange af kvinderne kommer fra landsbyerne og har derfor begrænsede engelskkundskaber. Heldigvis er der to kvinder, som er gode til engelsk og derfor oversætter de alt til hausa efter vi har sagt noget. På den måde sikrer vi os at alle forstår hvad det går ud på.
Efter en hel del tid med kvindesnak og hygge, er det tid til Mbamba Out-børnene. Det sker kl. 3, hvor vi samles ovre ved kirken i den lille, fattige landsby. I Mbamba Out har vi nemlig et projekt der går ud på, at vi hver tirsdag tager derover og leger med over 100 fantastiske børn i et par timer, hvorefter vi laver lidt mad til dem, som skifter mellem at være kiks og ris med tomater osv. Alt dette afhænger af budget og vores fantasi. Det er en ubeskrivelig følelse at se så mange børn med et stort smil på læben, fordi der endelig er nogen der tager sig god tid til at lege med dem og vise omsorg for dem. Deres dagligdag er i forvejen hård, hvor fattigdom og mangel på mad fylder meget. Af den grund har disse børn har bestemt flere bekymringer at bære rundt på end de burde. Bare følelsen af at være ovre i byen er fantastisk. Det giver os en virkelig god mavefornemmelse, når vi kan mætte så mange små børn – selvom det blot er for en dag.
Efter nogle timer ovre i Mbamba Out kan vi trave hjemad, trætte og udmattede efter en god lang dag med mange gode oplevelser og smil.
Om onsdagen har Maria og Cecilie undervisning på LCCN Cathedral Academy. Jeg har derimod valgt at blive hjemme og have computerundervisning sammen med nogle klasser på præsteskolen. Dette er noget jeg holder meget af. Faktisk kan jeg ikke gå langt omkring, før en af de rare præsteelever vil høre mig til hvornår det er deres tur til at have undervisning. Til hver uge har jeg derfor lavet et skema og skrevet det antal elever på, som der er plads til. Det sjove er bare at hver gang jeg kigger på skemaet er der nogle elever, som har skrevet et andet antal og derved gjort plads til sig selv. Jeg tager dette med et smil og ser blot frem til at få flere computere op at køre i computerrummet, hvor der indtil i næste uge er to computere.
Om eftermiddagen har jeg igen lektiecafé med mine kære matematikelever.
Torsdagen har jeg igen computerundervisning samt en lille andagt i kirken. Rent faktisk er der andagt hver dag i kirken. På grund af computerundervisningen bliver jeg ofte nødt til at deltage, da jeg skal op foran forsamlingen og informere omkring undervisningen. Andagterne tager heldigvis ikke mere end maksimum 30 min, så det er lige noget jeg kan klare. Fra kl. 13.00-15.00 er vi henne at lege sammen med præstelevernes børn, som er mindst lige så understimulerede som børnene i Mbamba Out, og i dén grad trænger til opmærksomhed. Mange af børnene kommer ikke i skole, da forældrene ofte ikke har penge nok til at sende deres børn i skole. Faktisk er der flere familier, som kun sender det ældste barn i skole – når banet så har været i gennem hele sin skolegang, kan det næst ældste barn begynde. Af den årsag er klasseindelingen ikke bestemt på baggrund af alder, men hvornår forældrene har råd til at sende sine børn i skole. Heldigvis er der dog mange familier, som sender sine børn i skole. Det ændrer dog ikke på det faktum at der stadig er mange børn, som ikke kommer i skole og derfor bliver de sat til at passe på hinanden og mindre søskende.
Om aftenen fra kl. 7-8 har vi band training. Dette er et kort med band på, som optræder med sang og dans i kirken hver søndag. Her nyder jeg selskabet sammen med nogle unge mænd og kvinder, som er nogenlunde på vores alder. Det er spændende og i den grad underholdende. Dertil gør det søndagens gudstjeneste en del mere underholdende når man selv er aktiv.
Fredag er vores afslapningsdag. Cecilie og Maria har computerundervisning om morgenen, her imens bruger jeg tiden på at lave skema og opgaver til præsteelevernes undervisning. Kl. 11.00 har vi teammøde, hvor vi alle samles for at snakke det hele igennem. På den måde sikrer vi os hele tiden at alle har det godt med hensyn til helbred og arbejdsopgaver. Resten af dagen er fri til at gøre hvad man vil. Nogle gange har vi planlagt udflugter sammen med de 5 andre volontører. Sidste fredag var vi for eksempelvis ude at sejle i kano på floden og næstkommende fredag skal vi i biografen – spændende.
Lørdage er afsat til endnu flere ture og bryllupper. Faktisk er vi blevet inviteret til to bryllupper hernede, som vi har sagt ”ja” til at deltage i. Vi kender ikke dem, der har inviteret os på forhånd, men vi glæder os meget til oplevelsen. Det første bryllup vi skal til er hos en ung kvinde, som tidligere har været i Danmark i samarbejde med Mission Afrika. Hun har besøgt os flere gange og har købt stoffet til kjolerne for os. Det er nemlig sådan, at alle der ankommer sammen til brylluppet, skal bære det samme tøj. Så af den årsag skal vi alle have det samme på. Det første bryllup er lidt specielt sammenlignet et normalt bryllup hernede. Dette skyldes at vi alle 8 skal være brudepiger til brylluppet. Af samme grund har vi heller ikke fået lov til at vælge model for stoffet. Det normale for bryllupper er nemlig at man for nogle farver af vide og så skal man selv sørge for at købe stoffet og få syet en kjole. Jeg glæder mig rigtig meget til denne oplevelse!
Vores søndag formiddage bliver brugt i kirken til obligatoriske gudstjenester, der typisk varer 2-3 timer. Der er dog exceptionelle undtagelser som gudstjenesten i Katedralen forrige søndag, der varede 5 timer, fordi der udover den almindelige gudstjeneste, meget belejligt også var indlagt en præsteordination og -indsættelse! Efter gudstjeneste har vi rengøringsdag, hvor vi fejer og vasker gulvet, samt støver af.
På trods af at vi har mange forskellige og interessante arbejdsopgaver skal vi også finde tid til at tage på marked samt tilberede maden. Af den årsag flyver tiden bare af sted, da de er fyldt til randen med spændende, sjove og ikke mindst udfordrende arbejdsopgaver. Som I nok kan forstå, går ugerne hernede virkelig hurtigt, fordi de er fyldt op med sjove, udfordrende og spændende arbejdsopgaver.
søndag den 24. oktober 2010
onsdag den 13. oktober 2010
Mange nye oplevelser...
Området, vi bor i, er meget sikkert. Dette skyldes at der er vagtmænd og de fleste af vores naboer har hunde til at vogte om natten. En morgen stod jeg tidligt op, da jeg ville ud at løbe en tur. På den tid af dagen er det køligt, så det er lige til at holde ud. Morgenen var flot og fulgene sang. Jeg løb ud mod vejen og videre op af en stig tæt ved nogle marker. Jeg løb ind mod området igen, hvor jeg skulle passere nogle huse. Ved det ene hus var der flere geder, så jeg satte farten ned, da jeg ikke ville gøre gederne bange. Dog var der lige én ged, som skulle sige noget og med ét kom to hunde farende frem. Jeg siger jer, de så overhovedet ikke glade ud! Hundene hernede er ikke venligt sindede, så jeg var virkelig bange. Jeg trak mig væk fra stedet og begyndte at løbe. Hundene fulgte efter mig et lille stykke, så jeg råbte ”HELP” og ”SAVE ME” op til flere gange, da jeg var bange. Jeg vidste nemlig at jeg bare kunne skrige og så skulle der nok være en, som kunne høre mig. Det var der så også. En lille mand kom løbende efter mig, han ville bare sikre sig at jeg var okay, da han troede at jeg var løbet langt ud på savannen i skræk. Så i fremtiden vil jeg aldrig løbe forbi, når gederne er blevet hentet ind fra markerne. Desuden har jeg fået ufattelig respekt for hunde.
I lørdags var vi på udflugt til De Tre Søstre, hvilket er tre bjerge beliggende ved siden af hinanden. Når man skal af sted på en længere tur er det normalt at bede forud for turen, så der ikke sker os noget. Jeg sad i midten af bilen og kom derfor til at bede. Det er første gang jeg har prøvet det, så det var meget anderledes. Jeg fik da i hvert fald bedt en bøn. Spøgsmålet er så bare hvor god en bøn det var? Vi er nemlig i Nigeria og derfor ender ting ikke altid som planlagt. Hjemmefra (Mbamba) kunne vi se at der manglede olie, men vi ville lige samle Remi-pigerne op inden. Da vi kommer hen på tankstationen for at købe olie viser det sig at vores ene hjul er punkteret. Dette resulterer så i at vi skulle hen til nogle folk, som kunne lave hjulet for os. Alt bliver lavet og vi kan derefter tage sikkert af sted på udflugten. På selve køreturen støder vi på ikke mindre end 3 forskellige politikontroller.
Disse politikontroller er egentlig for at øge sikkerheden, men syner mere af det modsatte. Dette skyldes at de er uniformerede og udstyret med et stort maskingevær. Det negative omkring kontrollerne indebærer ikke mindst udseendet, men faktisk hensigten. For selvom de er der for at øge sikkerheden, udnytter de muligheden til at få nogle lette korruptions-penge. Så hvis en almindelig nigerianer vil passere skal personen af med nogle penge for at passere uden problemer. Hvis personen ikke vil betale, kan personen blive udsat for en timelang gennemsøgning af bilen uden noget egentlig formål. Så langt de fleste betaler dem korruptionspenge, bare for at undgå store forsinkelser.
Vi var heldige med hensyn til politikontrollerne og slap igennem uden ventetid eller betaling. Dette skyldes dog kun at vi er hvide mennesker. Vi kom sikkert frem til De Tre Søstre, hvor vi parkerede bilen og gjorde klar til en lang, sej gåtur. På den første del af gåturen blev vi ledsaget af nogle lokale børn, som fandt det utrolig interessant at følge efter 10 hvide mennesker hen til klippefoden af Lillesøsteren, som var det mindste bjerg, vi havde besluttet os for at bestige. Selve turen derhen var meget våd og det var svært at undgå mudrede fødder efter nattens regn. Et stykke oppe på bjerget stoppede børnene med at følge efter os. Generelt synes nigerianere nemlig, at det er mærkeligt at bestige bjerge som De Tre Søstre. Solen var blevet noget stærkere, da det begyndte at blive op på formiddagen, men vi sørgede for at holde nogle gode pauser undervejs. Vi holdte frokostpause meget tæt på toppen hvorefter vi efterlod alle vores tasker og kravlede det sidste stykke op. Det sidste stykke op på toppen var meget stejlt og derfor var det nødvendigt at støtte med hænderne på klippevæggen. Jeg var den første på toppen. Det var en befrielse at komme i mål, men det glemte man hurtigt, da udsigten simpelthen var formidabel. Til den ene side var der marker og savanne så langt øjet rækker og til den anden side var der landsby. Det var bare så smukt så smukt, at det egentlig ikke er til at forklare. På toppen graverede vi også et af de få træer med et fælles navn, ligesom for at markere at vi havde været der. Tiden på toppen begyndte at blive knap, da der var et hurtigt, uhyggeligt, stort tordenvejr direkte på vej mod os. Så vi skyndte os ned, for at gribe vores tasker og påbegynde nedstigningen før uvejret for alvor ville ramme os. Vi nåede ikke ret langt før det begyndte at regne og i løbet af kort tid var vi alle gennemblødte. Regnen piskede ned omkring os og alt blev vådt. På trods af enkelte fald i nedstigningen kom vi godt ned på jævn grund. Dog var alt nu vådt og vi var fuldstændig ligeglade med at få beskidte fødder. Vi kom alle sikkert hen til bilen og kørte hjemad.
Svaret på det med bønnen er svært, da det er normalt i Nigeria, at ting bare sker, uden man har planlagt det. Jeg vil dog sige, at vi var pænt uheldige med min forbøn, da bilen lige skulle repareres inden samt det voldsomme tordenvejr.
I går var vi nede på kvindeskolen for første gang. Her skal vi hver tirsdag lave mad sammen med kvinderne. Vi havde besluttet os for at vi skulle lave indbagt pizza. Det var meget nyt for dem at prøve. På trods af at kvinderne er vandt til at lave mad flere gange om dagen var de i tvivl om hvorvidt de skulle håndtere forskellige ting som grønsager og opskriften. For hvor meget er en teske? Ja, det er et godt spørgsmål for en nigerianer, så vi måtte først vise dem hvordan de skulle gøre. Herefter kunne en af dem så selv prøve mens resten så til med stor interesse. Det var også nyt for dem at skære grønsager i små stykker. Vi informerede dem om at de skulle pille det yderste af et løg på grund af bakterier, hvilket også var helt nyt for dem. Alt omkring hygiejne var nyt for dem. Vi nævnte op til flere gange at de skulle vaske hænder før de rørte ved maden, men selv det var der flere der glemte. Den indbagte pizza blev bagt i en stor gryde på bål. I gryden havde de puttet noget sand i og på den måde fordelte sandet varmen på den rigtige måde. Meget interessant at se. Resultatet blev rigtig godt og de fleste kunne lide den indbagte pizza. Faktisk tog alle kvinderne et stykke med hjem til deres familier, så deres mand og børn kunne smage. Kvinderne havde virkelig fået en oplevelse og jeg tror de nød at prøve noget anderledes.
Senere samme dag tog vi til Mbamba Out for at lege med børnene. Vi havde medbragt mad og legetøj, som de kunne få fornøjelse af. Imens vi legede med børnene var der 2 kvinder, som lavede mad til alle børnene. Dette er i sig selv et stort projekt, da der var over 100 børn. Først troede vi nemlig at det var en overdrivelse, da vi fik det fortalt. Så vi blev alle overraskede over alle de børn der dukkede op. Det var fantastisk. Sammen legede vi lege som dødbold og katten efter musen. Det var en stor succes og alle børnene grinede sammen.
Mellem mængden kom mange små børn også. De havde svært ved at være med til nogle af legene, så jeg trak dem væk og legede en lille leg med dem. Den indebar blot at man skulle tælle fingre indtil 5 og så fik man en kildetur. De syntes det var så sjovt! Alle ville have opmærksomhed, så børnene sloges om en finger, da alle ville holde mig i hånden. Det var virkeligt vildt at se.
Vi sluttede af med at alle børnene stillede sig op på en række med deres tallerken i hånden. Nu var det nemlig tid til at de en efter en kunne få noget mad. Den glæde børnene udstrålede ved at få en lille smule ris var utrolig. De tog glade deres tallerken med ris og satte sig på jorden for at spise. På den måde sluttede vi en god dag af med rigtig gode fornemmelser i kroppen. Vi havde givet mad til over 100 børn, og var på den måde sikre på at de i det mindste havde fået et måltid mad den dag. Maria, Cecilie og jeg var trætte, men det var på en god måde, da vi kunne se alle de smilende ansigter for os. I en by som Mbamba Out kan man virkelig mærke af man gør en forskel for børnene og det er fantastisk!
I lørdags var vi på udflugt til De Tre Søstre, hvilket er tre bjerge beliggende ved siden af hinanden. Når man skal af sted på en længere tur er det normalt at bede forud for turen, så der ikke sker os noget. Jeg sad i midten af bilen og kom derfor til at bede. Det er første gang jeg har prøvet det, så det var meget anderledes. Jeg fik da i hvert fald bedt en bøn. Spøgsmålet er så bare hvor god en bøn det var? Vi er nemlig i Nigeria og derfor ender ting ikke altid som planlagt. Hjemmefra (Mbamba) kunne vi se at der manglede olie, men vi ville lige samle Remi-pigerne op inden. Da vi kommer hen på tankstationen for at købe olie viser det sig at vores ene hjul er punkteret. Dette resulterer så i at vi skulle hen til nogle folk, som kunne lave hjulet for os. Alt bliver lavet og vi kan derefter tage sikkert af sted på udflugten. På selve køreturen støder vi på ikke mindre end 3 forskellige politikontroller.
Disse politikontroller er egentlig for at øge sikkerheden, men syner mere af det modsatte. Dette skyldes at de er uniformerede og udstyret med et stort maskingevær. Det negative omkring kontrollerne indebærer ikke mindst udseendet, men faktisk hensigten. For selvom de er der for at øge sikkerheden, udnytter de muligheden til at få nogle lette korruptions-penge. Så hvis en almindelig nigerianer vil passere skal personen af med nogle penge for at passere uden problemer. Hvis personen ikke vil betale, kan personen blive udsat for en timelang gennemsøgning af bilen uden noget egentlig formål. Så langt de fleste betaler dem korruptionspenge, bare for at undgå store forsinkelser.
Vi var heldige med hensyn til politikontrollerne og slap igennem uden ventetid eller betaling. Dette skyldes dog kun at vi er hvide mennesker. Vi kom sikkert frem til De Tre Søstre, hvor vi parkerede bilen og gjorde klar til en lang, sej gåtur. På den første del af gåturen blev vi ledsaget af nogle lokale børn, som fandt det utrolig interessant at følge efter 10 hvide mennesker hen til klippefoden af Lillesøsteren, som var det mindste bjerg, vi havde besluttet os for at bestige. Selve turen derhen var meget våd og det var svært at undgå mudrede fødder efter nattens regn. Et stykke oppe på bjerget stoppede børnene med at følge efter os. Generelt synes nigerianere nemlig, at det er mærkeligt at bestige bjerge som De Tre Søstre. Solen var blevet noget stærkere, da det begyndte at blive op på formiddagen, men vi sørgede for at holde nogle gode pauser undervejs. Vi holdte frokostpause meget tæt på toppen hvorefter vi efterlod alle vores tasker og kravlede det sidste stykke op. Det sidste stykke op på toppen var meget stejlt og derfor var det nødvendigt at støtte med hænderne på klippevæggen. Jeg var den første på toppen. Det var en befrielse at komme i mål, men det glemte man hurtigt, da udsigten simpelthen var formidabel. Til den ene side var der marker og savanne så langt øjet rækker og til den anden side var der landsby. Det var bare så smukt så smukt, at det egentlig ikke er til at forklare. På toppen graverede vi også et af de få træer med et fælles navn, ligesom for at markere at vi havde været der. Tiden på toppen begyndte at blive knap, da der var et hurtigt, uhyggeligt, stort tordenvejr direkte på vej mod os. Så vi skyndte os ned, for at gribe vores tasker og påbegynde nedstigningen før uvejret for alvor ville ramme os. Vi nåede ikke ret langt før det begyndte at regne og i løbet af kort tid var vi alle gennemblødte. Regnen piskede ned omkring os og alt blev vådt. På trods af enkelte fald i nedstigningen kom vi godt ned på jævn grund. Dog var alt nu vådt og vi var fuldstændig ligeglade med at få beskidte fødder. Vi kom alle sikkert hen til bilen og kørte hjemad.
Svaret på det med bønnen er svært, da det er normalt i Nigeria, at ting bare sker, uden man har planlagt det. Jeg vil dog sige, at vi var pænt uheldige med min forbøn, da bilen lige skulle repareres inden samt det voldsomme tordenvejr.
I går var vi nede på kvindeskolen for første gang. Her skal vi hver tirsdag lave mad sammen med kvinderne. Vi havde besluttet os for at vi skulle lave indbagt pizza. Det var meget nyt for dem at prøve. På trods af at kvinderne er vandt til at lave mad flere gange om dagen var de i tvivl om hvorvidt de skulle håndtere forskellige ting som grønsager og opskriften. For hvor meget er en teske? Ja, det er et godt spørgsmål for en nigerianer, så vi måtte først vise dem hvordan de skulle gøre. Herefter kunne en af dem så selv prøve mens resten så til med stor interesse. Det var også nyt for dem at skære grønsager i små stykker. Vi informerede dem om at de skulle pille det yderste af et løg på grund af bakterier, hvilket også var helt nyt for dem. Alt omkring hygiejne var nyt for dem. Vi nævnte op til flere gange at de skulle vaske hænder før de rørte ved maden, men selv det var der flere der glemte. Den indbagte pizza blev bagt i en stor gryde på bål. I gryden havde de puttet noget sand i og på den måde fordelte sandet varmen på den rigtige måde. Meget interessant at se. Resultatet blev rigtig godt og de fleste kunne lide den indbagte pizza. Faktisk tog alle kvinderne et stykke med hjem til deres familier, så deres mand og børn kunne smage. Kvinderne havde virkelig fået en oplevelse og jeg tror de nød at prøve noget anderledes.
Senere samme dag tog vi til Mbamba Out for at lege med børnene. Vi havde medbragt mad og legetøj, som de kunne få fornøjelse af. Imens vi legede med børnene var der 2 kvinder, som lavede mad til alle børnene. Dette er i sig selv et stort projekt, da der var over 100 børn. Først troede vi nemlig at det var en overdrivelse, da vi fik det fortalt. Så vi blev alle overraskede over alle de børn der dukkede op. Det var fantastisk. Sammen legede vi lege som dødbold og katten efter musen. Det var en stor succes og alle børnene grinede sammen.
Mellem mængden kom mange små børn også. De havde svært ved at være med til nogle af legene, så jeg trak dem væk og legede en lille leg med dem. Den indebar blot at man skulle tælle fingre indtil 5 og så fik man en kildetur. De syntes det var så sjovt! Alle ville have opmærksomhed, så børnene sloges om en finger, da alle ville holde mig i hånden. Det var virkeligt vildt at se.
Vi sluttede af med at alle børnene stillede sig op på en række med deres tallerken i hånden. Nu var det nemlig tid til at de en efter en kunne få noget mad. Den glæde børnene udstrålede ved at få en lille smule ris var utrolig. De tog glade deres tallerken med ris og satte sig på jorden for at spise. På den måde sluttede vi en god dag af med rigtig gode fornemmelser i kroppen. Vi havde givet mad til over 100 børn, og var på den måde sikre på at de i det mindste havde fået et måltid mad den dag. Maria, Cecilie og jeg var trætte, men det var på en god måde, da vi kunne se alle de smilende ansigter for os. I en by som Mbamba Out kan man virkelig mærke af man gør en forskel for børnene og det er fantastisk!
mandag den 4. oktober 2010
Nu melder hverdagen sig...
Om lektiehjælpen på skolen, LJS, kan man sige at det er blevet mere velorganiseret. Cecilie og jeg har fået udpeget 8 elever, som er svage i matematik. Sammen hjælper vi dem med det, de finder svært. Indtil nu har vi snakket om forskellen på store tal, såsom 1.000.000.000 og 1.000.000. Herunder har de lært hvordan man skriver tallene med bogstaver. Desuden har jeg også forklaret omkring afrundingsreglerne. Vores elever er vildt motiverede og vil hellere end gerne have lektie for, på trods af at det er lektiehjælp vi har med dem. Lektiehjælpen finder sted hver mandag og onsdag.
I fredags (d. 1 oktober) var det ”public holiday”, da man fejrede, at Nigeria nu havde været uafhængig i 50 år. Inde i byen fejrede befolkningen det med march gennem byen. Alle offentlige skoler deltog i paraden, så det vat meget stemningsfyldt. Vores skole er dog privatejet, så der forgik ikke så meget. Af den grund havde vi arrangeret en fodboldkamp om eftermiddagen. Vi fik lavet 4 hold med både, piger, drenge og hvide mennesker. Børnene hyggede sig virkeligt. Selvom det i begyndelsen skabte forundring hos drengene at pigerne skulle være med. Det er tilsyneladende ikke normalt at en pige spiller fodbold. Vi havde lovet en præmie til alle spillerne på vinderholdet, så det var virkelig noget af kæmpe for. Præmien var FCM t-shirts, som vi havde medbragt fra Danmark. Vinderne blev rigtig glade for deres t-shirts. Efterfølgende kom flere ned til vores hus for at sige tak for kampen og præmien. Der var endda en ung dreng, som fortalte os, at han ikke troede at det var piger han så spille fodbold. Det skyldes at det var første gang han havde set hvide piger spille fodbold, så han synes det var vildt fedt, at vi gjorde det. Elever fandt det rigtig underholdende, hvilket vi også gjorde. Så det var helt klart en succes, som bør gentages senere.
Til daglig har vi flere besøgende og forbipasserende. Det er på den måde tydeligt at mærke, at flere børn i området, har fundet ud af hvor vi bor. Mange børn kommer for at lege, men nogle gange bliver man nødt til at bede dem gå – børnene bliver aldrig trætte af leg. Det er ikke alene børn der kommer, men også flere voksne banker på. De vil gerne ”greet us”, som de kalder det. Det er af ren venlighed at de kommer for at hilse på os og sige at vi er velkomne. Hvide mennesker er ikke noget de er vandt til, så det er lidt specielt at have 3 til at bo her i området.
En dag tog Cecilie, Maria og jeg over til Mbamba Out. Det er som tidligere nævnt en fattig landsby, som ligger meget tæt på skolen. Nogle af vores daglige gæster, altså nogle af de børn der kommer og leger ved vores hus stammer fra denne landsby. Disse børn viste os rundt i Mbamba Out og vi var inde at se et af de små huse. Køkkenet var udenfor, så det var egentlig kun senge der var inde i huset. Vi fik samlet mange børn derovre og gav alle en ballon til at lege med. Det er utroligt at se hvilken stor forskel sådan en lille ballon kan gøre for disse børn. En ballon kan nemlig pustes op, hvorefter man kan lade luften sive ud. Puste den op igen og derefter lade luften sive ud. Sådan kunne børnene blive ved. Alle de smil vi så den dag er ikke til at glemme. For børn som Gambo, Aboy, Mika osv. kan man nemt få flere dage til at gå med den samme lille ballon. Udover leg med ballonerne lavede vi også flere sanglege med børnene. Børnene morede sig i den grad over samværet med os – ja, selv deres forældre så på med højt humør.
I weekenden var vi på tur til ”Kiri Dam”. Kiri Dam er en dæmning mellem to søer i forskellige højde. Dæmningen er bygget for at give vand til sukkermarkerne samt udvinde elektricitet.
Der siges at der skulle leve flodheste i søerne, dog er de usynlige så snart blitzen fra kameraet blinker. Dertil er de kun synlige tidligt om morgenen og om aftenen. Så jeg er spændt på om vi nogensinde for set flodheste i de søer…
Dæmningen har placering i et meget naturskønt område, så vi nød det virkelig. Vi havde Bamse (Bulus) med på turen, så han fungerede også lidt som en guide for os. Han er nemlig god til at snakke engelsk samtidig med at han kan flydende hausa. Midt i det skønne område havde vi en meget speciel oplevelse, idet vi stødte på nogle kvinder og børn, der aldrig havde set hvide mennesker før. Af den årsag var de frygtelige bange for os, og forstod ikke engelsk. Efter en snak med Bamse på hausa viste det sig, at de troede vi var spøgelser. Noget andet var at de nægtede at tro på at vores hår var ægte, da man ikke kan få langt hår hernede. For os var det en vildt mærkelig oplevelse, men jeg er ikke i tvivl om at de mennesker har fået en oplevelse for livet.
I fredags (d. 1 oktober) var det ”public holiday”, da man fejrede, at Nigeria nu havde været uafhængig i 50 år. Inde i byen fejrede befolkningen det med march gennem byen. Alle offentlige skoler deltog i paraden, så det vat meget stemningsfyldt. Vores skole er dog privatejet, så der forgik ikke så meget. Af den grund havde vi arrangeret en fodboldkamp om eftermiddagen. Vi fik lavet 4 hold med både, piger, drenge og hvide mennesker. Børnene hyggede sig virkeligt. Selvom det i begyndelsen skabte forundring hos drengene at pigerne skulle være med. Det er tilsyneladende ikke normalt at en pige spiller fodbold. Vi havde lovet en præmie til alle spillerne på vinderholdet, så det var virkelig noget af kæmpe for. Præmien var FCM t-shirts, som vi havde medbragt fra Danmark. Vinderne blev rigtig glade for deres t-shirts. Efterfølgende kom flere ned til vores hus for at sige tak for kampen og præmien. Der var endda en ung dreng, som fortalte os, at han ikke troede at det var piger han så spille fodbold. Det skyldes at det var første gang han havde set hvide piger spille fodbold, så han synes det var vildt fedt, at vi gjorde det. Elever fandt det rigtig underholdende, hvilket vi også gjorde. Så det var helt klart en succes, som bør gentages senere.
Til daglig har vi flere besøgende og forbipasserende. Det er på den måde tydeligt at mærke, at flere børn i området, har fundet ud af hvor vi bor. Mange børn kommer for at lege, men nogle gange bliver man nødt til at bede dem gå – børnene bliver aldrig trætte af leg. Det er ikke alene børn der kommer, men også flere voksne banker på. De vil gerne ”greet us”, som de kalder det. Det er af ren venlighed at de kommer for at hilse på os og sige at vi er velkomne. Hvide mennesker er ikke noget de er vandt til, så det er lidt specielt at have 3 til at bo her i området.
En dag tog Cecilie, Maria og jeg over til Mbamba Out. Det er som tidligere nævnt en fattig landsby, som ligger meget tæt på skolen. Nogle af vores daglige gæster, altså nogle af de børn der kommer og leger ved vores hus stammer fra denne landsby. Disse børn viste os rundt i Mbamba Out og vi var inde at se et af de små huse. Køkkenet var udenfor, så det var egentlig kun senge der var inde i huset. Vi fik samlet mange børn derovre og gav alle en ballon til at lege med. Det er utroligt at se hvilken stor forskel sådan en lille ballon kan gøre for disse børn. En ballon kan nemlig pustes op, hvorefter man kan lade luften sive ud. Puste den op igen og derefter lade luften sive ud. Sådan kunne børnene blive ved. Alle de smil vi så den dag er ikke til at glemme. For børn som Gambo, Aboy, Mika osv. kan man nemt få flere dage til at gå med den samme lille ballon. Udover leg med ballonerne lavede vi også flere sanglege med børnene. Børnene morede sig i den grad over samværet med os – ja, selv deres forældre så på med højt humør.
I weekenden var vi på tur til ”Kiri Dam”. Kiri Dam er en dæmning mellem to søer i forskellige højde. Dæmningen er bygget for at give vand til sukkermarkerne samt udvinde elektricitet.
Der siges at der skulle leve flodheste i søerne, dog er de usynlige så snart blitzen fra kameraet blinker. Dertil er de kun synlige tidligt om morgenen og om aftenen. Så jeg er spændt på om vi nogensinde for set flodheste i de søer…
Dæmningen har placering i et meget naturskønt område, så vi nød det virkelig. Vi havde Bamse (Bulus) med på turen, så han fungerede også lidt som en guide for os. Han er nemlig god til at snakke engelsk samtidig med at han kan flydende hausa. Midt i det skønne område havde vi en meget speciel oplevelse, idet vi stødte på nogle kvinder og børn, der aldrig havde set hvide mennesker før. Af den årsag var de frygtelige bange for os, og forstod ikke engelsk. Efter en snak med Bamse på hausa viste det sig, at de troede vi var spøgelser. Noget andet var at de nægtede at tro på at vores hår var ægte, da man ikke kan få langt hår hernede. For os var det en vildt mærkelig oplevelse, men jeg er ikke i tvivl om at de mennesker har fået en oplevelse for livet.
søndag den 3. oktober 2010
Billeder
Her er nogle billeder, som er taget under turen. Episoderne har jeg tidligere beskrevet på bloggen, men nu er der mulighed for at se det.
http://www.facebook.com/album.php?aid=47228&id=100000187695610&saved
Her er nogle billeder fra vores fine hus.
http://www.facebook.com/album.php?aid=47228&id=100000187695610&saved#!/album.php?aid=101925&id=1244213858&ref=mf
For at se dem skal du blot trykke på linket.
http://www.facebook.com/album.php?aid=47228&id=100000187695610&saved
Her er nogle billeder fra vores fine hus.
http://www.facebook.com/album.php?aid=47228&id=100000187695610&saved#!/album.php?aid=101925&id=1244213858&ref=mf
For at se dem skal du blot trykke på linket.
Abonner på:
Opslag (Atom)