Dette blogindlæg er ikke kommet ind før pga. manglende internet…
I dag er det 2½ måned siden, at jeg satte mine ben på nigeriansk jord for første gang. Der er kort tid tilbage og uret er begyndt at tikke for alvor, men alligevel flyver tiden stadig af sted – hurtigere end nogensinde før. For det er nu, at du finder ud af hvad du værdsætter så højt ved dette land, dette område og disse fantastiske mennesker, som du har mødt på din rejse. Der er så mange ting, som du så gerne vil nå og derfor syner hverdagen rigtig travl. Nogle gange ønsker jeg at få tildelt flere timer i døgnet, da det bare er umuligt at nå alt det man gerne vil nå i løbet af en hel dag. Selve varmen her i Nigeria er fuldstændig udmattende og derfor er det næsten umuligt at bevæge sig ud midt i middagstimerne. Af den årsag må jeg bare erkende at det ikke er muligt at nå lige så meget hernede, som derhjemme. Jeg nyder nu alligevel den sidste tid med alle mine nye, nigerianske venner. Jeg vil til sidst sige pænt på gensyn til enhver af dem, da jeg virkelig gerne vil møde disse vidunderlige mennesker igen. Disse mennesker har nemlig fået tilegnet en speciel stor plads i mit hjerte – for nu og for altid.
Dansk gudstjeneste midt i Nigeria
Siden sidst er der sket mange forskellige, små ting foruden den ugentlige rutine. Vi har for eksempel haft et afbræk fra de nigerianske gudstjenester. Vi havde arrangeret en dansk gudstjeneste i haven hos Mette og Alex (de to missionærer). Det er jo med at benytte sig af at vi har to danske præster boende som naboer. Mette holdt gudstjenesten, som forløb rigtig godt. Det var dejligt at synge danske salmer igen, ja hele forløbet var faktisk bare rigtig rart. Dertil tog gudstjenesten jo også kun en time, så det var bare perfekt. Da gudstjenesten var færdig gik vi alle indenfor og lavede en form for ’kirkekaffe’. Her spiste vi nogle medbragte, nybagte boller med diverse pålæg. Det var super godt og hyggeligt.
Biograf midt i Nigeria
Vi har været i en nigeriansk biograf. Det er dog også den eneste af slagsen i miles omkreds. Det foregik på den måde, at vi fik stukket en bunke gamle dvd-film i hånden, og så kunne vi selv vælge, netop den film vi gerne ville se. Filmen blev så sat på en stor skærm, og så sad vi i nogle fine sæder, som mest af alt ligner dem i en dansk biograf. Selvfølgelig var vi de eneste som var i biografen. Heldigvis havde de ”Sex and the city 2”, hvilket gjorde oplevelsen rigtig god!
Mettes indsættelse
Sidste weekend d. 7 skulle Mette (missionæren) indsættes i kirken på Mbamba. Det at hun skal indsættes betyder, at der er en gudstjeneste i den kirke, hvor hun skal arbejde, som er tilrettelagt til ære for hende. Ved indsættelsen skal alle præsterne ned at hente hende i hjemmet, hvorefter hun skal følges op til kirken. Sådan en dag skal fejres og derfor kræver det en del forberedelse, som vi volontører blev en del af. Af den grund dræbte vi lørdag 2 geder. Vi havde fået assistance fra Bamse, Jordbær og en nigerianer mere, da vi ikke kunne klare slagtningen alene. Af den grund var Bamse og Jordbær hovedansvarligere for slagtningen og tilberedningen af maden. Gederne var søde og derfor virkede det voldsomt at slå dem ihjel på denne måde. Dog gik det meget hurtigt, da mændene havde fuldstændig styr på hvordan man skulle håndtere sådan noget. Jeg synes det var spændende at se hvordan det forgik, dog blev jeg nødt til at gå lidt væk, da selve slagtningen skete. Efter gederne var slået ihjel kom de over på et bål, så vi kunne få brændt hårene af. Derefter kunne indvoldene skæres ud og al den anden forberedelse kunne påbegyndes.
Søndag var dagen, hvor Mette skulle indsættes i kirken. Som tidligere nævnt kom de andre præster hjem til hende for at ekskortere hende til kirken. Det var meget højtideligt. Stort set alle, fra området, fulgte hende til kirken. Her stod biskoppen for den første del af gudstjenesten. Han gennemgik forskellige ritualer og han læste for eksempelvis hendes indsættelsesbrev højt, hvorefter hun blev indsat som præst. Efter dette var hun den, som ledte gudstjenesten. Det gik rigtig godt og da gudstjenesten var ovre fulgte alle efter hende hjem. Her var der købt sodavand og maltøl (alkoholfrie øl) ind, så alle i sognet kunne få noget at drikke. På den måde blev det fejret for alle. Om eftermiddagen lavede vi den sidste forberedelse til om aften. Her fandt vi stole, lavede mad og ordnede lamper. Da det blev aften begyndte gæsterne at komme. Mette og Alex havde inviteret nogle af deres venner fra området og på den måde fejrede vi indsættelsen med et godt måltid. Vi sad ude i haven i en stor rundkreds og spiste. Gederne smagte bare rigtig godt, så resultatet af lørdagens arbejde var perfekt. Super god, men lang dag.
Mortensaften
Torsdag d. 11 holdte vi Mortensaften hos Mette og Alex. Vi havde købt to ænder samt en masse lækkert tilbehør. Ænderne blev tilberedt med en masse lækkert fyld som appelsiner og jordnødder, hvorefter de blev sat i ovnen. Kartoflerne blev kogt og vendt i sukker på panden og derved fik vi brunede kartofler. Til sidst lavede vi en lækker sovs. Alt i alt blev det til noget virkelig lækkert mad. Til dessert havde vi lavet en frugtsalat, så det var helt perfekt. Mens vi ventede på ænderne i ovnen, så vi alle sammen en film. Det var vildt hyggeligt. Midt på aftenen havde vi en lodtrækning. Dette skyldes at vi i weekenden skulle på besøg hos 4 forskellige nigerianske familie og derfor skulle vi have besluttet hvem, der skulle af sted med hvem og til hvilken familie. Jeg skulle af sted med Line (en af pigerne fra Remi). Vi skulle hen til familien Hensley, så det var vildt spændende. Vi satte os sammen og snakkede lidt om hvad vi ønskede at medbringe, så vi kunne lege med børnene. Jeg glædede mig virkelig til den weekend, det ville bare blive så spændende.
Besøg hos en nigeriansk familie
Fredagen kom og efter det sædvanlige møde hos Mette og Alex kørte vi af sted til Katedralen i Jimeta. Her mødte vi alle de fire familier, hvorefter vi blev præsenteret for hver vores familie. Line og jeg kørte af sted med familien Hensley. Efter 10 minutters kørsel var vi ankommet til huset. Først skulle vi ind af en fin, grøn port for at komme ind til huset. Huset var flot, stort og i hvide og grønne farver. Vi fik vist vores værelse for de næste to dage, hvorefter de viste os rundt i den resterende del af huset.
Familien Hensley bestod af en mor, Biyo, far, Hensley, og i alt 3 børn (Inkurnyi, Shammah og Noble). Derudover boede der 2 niecer i huset, som hjalp med husholdningen. Faderens navn er også familiens efternavn, da han er den mest betydningsfulde person i familien. Det er også normalt at børnene ikke kalder deres far for far, men i stedet kaldte de ham ”sir”, hver gang de skulle tiltale ham. Familien Hensley hørte til den bedre del af samfundet. Dog var faderen ud af en søskendeflok på 17, så han har en rigtig stor familie. Hans far var politikker og havde derfor 3 koner. Faderen, Hensley, var områdechef for noget nigeriansk juice og derfor rejser han meget rundt i landet. Hans kone, Biyo, var udannet lærer. Dog stod hun på nuværende tidspunkt for husholdningen hjemme i huset, men hun ønskede nu at vende tilbage til universitetet eller arbejde igen.
Den første aften spillede vi badminton ude i deres forhave, som en hel familie. Efter kampen gik vi indenfor for at slappe af inden maden var helt færdig. Til aften fik vi tre forskellige retter mad, hvilket er helt usædvanligt. Den første ret var noget kød i en slags stew med noget most jam til. I kan tro, at jeg kæmpede en kamp for at få denne portion ned. Derefter blev der serveret vandmelon og ananas. Til sidst blev der severet pepesoup. Pepesoup er suppe, ofte kogt på indvolde fra en ko. Jeg var meget nervøs fra denne ret og derfor spurgte både Line og jeg ind til hvad der var i denne pepesoup. Det vidste sig at suppen var kogt på kohale, som er virkelig lækkert i nigeriansk sammenhæng. Sådan en enkel kohale er nemlig det dyreste der er på en ko, så det skulle virkelig være lækkert. Til vores store overraskelse smagte suppen også bedre end hvad vi havde regnet med. Vi prøvede at spise noget af kødet, men det er nu meget svært når der er et kæmpe lag skind rundt omkring. Sikke en oplevelse!
Næste dag, lørdag, stod vi tidligt op. Klokken var præcist 5.30, da vi mødtes med de andre familiemedlemmer i stuen. Her var der hver morgen bibelrefleksion i for af højtlæsning fra biblen og en daglig bøn. Denne refleksion gik på omgang i familien og derfor deltog den 8 årige pige også i denne læsning. Da dette var ovre gik Line og jeg i seng igen. Efter anden soverunde var vi friske til at tage hul på dagen. Vi startede med en god omgang morgenmad, som til vores overraskelse bestod af corn flakes med pulvermælk – så lækkert! Efter morgenmaden besøgte vi deres naboer. Deres hus var endnu større og mere prangende end huset hos den familie vi boede hos. Det meste af eftermiddagen brugte vi på at lege med børnene, lave mad og slappe af. Sidst på eftermiddagen ville vi gå en kort tur rundt i nabolaget, dog endte turen med at blive på 2 timer, så Line og jeg var godt trætte da vi kom hjem. Vi spiste aftensmad og så film sammen med familien i stuen. Meget hyggelig dag.
Søndag stod vi op på samme tidspunkt som den forrige dag. Efter bibelrefleksionen gjorde vi os klar til gudstjenesten sammen med familien. Vi tog vores fine, afrikanske kjoler på samt en salmebog og bibel i hånden. Sammen kørte vi alle af sted i en bil, så det vil sige at vi i alt var 8 mennesker i en 5 persons bil. Hold da op vi sad klemt! Efter gudstjenesten havde vi bare afslapning resten af dagen. I løbet af dagen kom der hele tiden forskellige gæster uden faktisk at have et formål. Det er nemlig normalt at folk bare kommer at hilse på hinanden, bare for at udvise høflighed. Så alle de folk kom bare for at hilse på familien og på den måde fløj tiden bare af sted med en del forskellig snak. Klokken 6 blev det tid til at drage hjemad og sige tak for en fantastisk og lærerig weekend.
Tantille
Denne weekend var vi på udflugt til Tantille, som er en lille landsby omringet smukke bjerge. Tantille ligger afsides fra al civilisation og derfor er der hverken strøm eller netværk. Turen derud er lang, og med den ujævne vej danser man af sted med maksimum 45 km/t.
Ved sådan et besøg er der rig mulighed for at koble af fra omverdenen i den smukke og vidunderlige natur. Dette gjorde vi så også i den grad. Den første dag kørte vi væk fra landsbyen lang bjergene. Her kom vi til en flod, som bugtede sig igennem nogle små klipper. Nede mellem klipperne valgte vi at bade i noget lækkert, koldt vand. Det var helt, som i et eventyr! Ja, det var bare så smukt og helt fantastisk at ligge der mellem klipperne i det kolde vand og snakke. Det meste af dagen brugte vi i dette område. På turen derud var vi rent faktisk så heldige at se vilde aber. Aberne sad nede ved floden og hyggede sig. Der var virkelige mange af dem, så det var fedt at se. Alt i alt var det en virkelig godt tur og det smukkeste natur vi har set indtil nu.
Fremtiden
I næste uge pakker vi alle kufferterne ned og siger pænt på gensyn. Vi skal af sted mod Yankari, som er en af Nigerias nationalparker og det eneste turistede sted i hele Nigeria. Nationalparken indeholder blandt andet safari og varme kilder, så det bliver med garanti en god oplevelse. Senere drager vi til Jos, som er en kunstnerby her i Nigeria. Her bliver vi blot en enkel dag før vi drager videre mod Abuja for at tage flyet videre til Danmark. Rejsen forud er lang og med garanti lærerig. Der er endnu ikke lang tid til at jeg er i Danmark og denne rejse vil snart være slut…
mandag den 29. november 2010
mandag den 8. november 2010
Savne-liste
Her kommer et meget udsædvanligt blogindlæg. Dette skyldes, at når man er væk hjemmefra i længere tid kommer man til at tænke meget over forskellige ting. Jeg er kommet til at tænke på hvor meget jeg savner nogle helt almindelige ting hjemme i Danmark foruden min elskede familie og venner. Derfor har jeg besluttet mig at lave et helt blog-indlæg bare om de ting jeg savner derhjemme. På den måde vil jeg huske dem og forhåbentlig sætte større pris på dem. Når man er hjemme i vendte omgivelser glemmer man nemlig hurtigt at sætte pris på nogle af følgende ting, da man aldrig har prøvet at leve uden.
• At der er strøm hele tiden
Det er umuligt at vide hvornår der er strøm i Nigeria. Der er simpelthen intet system for hvornår der er strøm, så i perioder er man heldig og andre perioder er man meget uheldig med hensyn til strøm. Lige nu sidder jeg for eksempel og skriver i et mørkt lokale – vi har ingen strøm, hvilket er meget normalt. Det tidspunkt hvor vi oftest har strøm er faktisk om natten og det er bare svært at bruge til noget.
• At kunne få kød (også hakket især)
Det er muligt at få kød hernede, dog er det en meget dyr vare. Efter en tur på markedet er jeg dog ikke i tvivl om hvorvidt man har lyst til kød, da det ligger ude i varmen. Det er svært at finde ud af hvilken del fra koen du får udleveret, da det bare ligger samlet på bordene. Kødet er ikke forarbejdet, som i Danmark, hvilket betyder at det er meget stift i det og svært at tykke. Hakket kød er ikke noget der er muligt at finde hernede. Hvis man er heldig er der en importeret kødhakker i volontørhuset og derved kan man så kæmpe med at lave noget hakket kød.
• At kunne drikke vand fra hanen
Det er ikke muligt for os at drikke vand fra hanen, da der er mange bakterier i vandet. Af den årsag kan vi vælge at købe flaskevand eller køre vand gennem et filter. Flaskevandet smager heller ikke specielt godt, da det virker meget sødt i det. Vi putter derfor vand i en stor balje med låg. I den balje er der et filter med en tilsluttet slange, som fører det rensede vand videre ned i en anden balje. Fra den balje kan vi så øse vores rene og rensede drikkevand op flasker. Det kan godt virke som en lang proces, men heldigvis er filteret effektivt, så længe det er rent. Dog er det værd at foretrække det danske drikkevand fra hanen!
• At frugt og grønsager ikke skal i milton
Frugt og grønsager, som er købt på markedet, har nogle bakterier på skallen. Af den årsag kan man enten koge, skrælle, stege eller putte det i milton. Hvis man vil spise nogle grønsager/frugt uden at gøre de førstnævnte ting kan man putte det i milton. Milton er klor og derved bliver det kloridentificeret. På den måde kan man røre ved skrællen uden at spise bakterierne.
• At få rigtig mælk
Det er ikke muligt at købe rigtig mælk, som vi kender det fra Danmark. Som alternativ bruger vi mælkepulver, som skal blandes op med noget drikkevand.
• At brød ikke skal vendes i ovnen
På trods af alt er det et luksusproblem at brødet skal vendes i ovnen, da vi skal være glade for at vi overhovedet har en ovn. Alternativet er netop en hjemmelavet ovn på bål og det vil være langt mere besværligt end at vende brød og kager. Dog vil jeg helt klart foretrække en dansk, almindelig ovn.
• At mel ikke skal sies for dyr og sand
Melet skal altid sies før det benyttes, hvilket skyldes dyr og sand. Dyrene er små dyr, som lever i melet, men det kan også være æg, som udklækkes efter noget tid. Derfor er det ikke altid nok at si det en gang, hvis man vil være helt sikker på at have melet frit for dyr. Af den årsag bliver det dejligt at kunne købe noget færdigsiet mel i poser.
• At spise pålæg
Udvalget af pålæg er meget begrænset og derfor ville det gøre underværker med spegepølse eller leverpostej på det medbragte rugbrød.
• At der er varmt vand i bruseren
Det lyder fuldstændig absurd, da vi bor i et meget varmt land. Derfor vil det egentlig gøre underværker med et koldt bad, men jeg synes bare det er skrækkeligt koldt og savner derfor noget varm vand at bade i.
• At kunne få forarbejdede varer (kylling, kød, grøntsager etc.)
Det er ikke muligt at købe kød eller grøntsager, som er forarbejdet på nogen måde. Hvis du vil købe en kylling på markedet er den levende og så skal du selv stå for arbejdet med at slå den ihjel og pille fjer samt indvolde ud. Det er dog muligt at købe frosne kyllinger hos en af vores bekendte, dog er indvoldene stadig i kyllingen. Ikke nok med det bor sælgeren langt væk, så vi har desværre ikke haft mulighed for at købe en frossen kylling endnu.
• At man ved, at gudstjenesterne varer 1 time
Gudstjenesterne i Nigeria er interessante på sin egen måde, men de kan også nemt forekomme ens. Det er umuligt at sætte tid på hvor lang gudstjenesten forventes at være, og af den grund kan de tage op til 5 timer, som er rekorden indtil nu. Derfor bliver det dejligt at vide på forhånd, at gudstjenesten kun varer 1 time i Danmark.
• At der ikke er børn ude foran døren hver evig eneste dag
Børn, som kommer og banker på døren flere gange om dagen, er hyggelige i starten. Det er dejligt at de vil komme og lege med en – og det er også sjovt når man har tid. Dog kan det være meget trættende at de samme børn kommer hele tiden. De har svært ved at forstå at man har travlt med noget andet. Hvis man ikke er hjemme kan de finde på at vente på os udenfor døren. Blot med håb om at vi har tid til at lege med dem.
• At have radio og fjernsyn
Radio og fjernsyn er ikke noget man tænker ret meget over at man mangler. Det vil altså sige at man sagtens kan leve uden! Dog ville det være dejligt at kunne gøre rent eller lave mad til noget musik. Det at kunne se nyhederne i fjernsynet mens man spiser eller slapper af kunne heller ikke være dårligt. Når man er i et land som Nigeria og i et hjem uden fjernsyn, er det nemlig umuligt at følge med i de ting der sker omkring i verden.
• At have opvaskemaskine
Det at have en opvaskemaskine er en stor hjælp i hverdagen. Hernede er jeg kommet til at tænke over hvor meget service jeg bruger, da det vil spare os for noget opvask. Opvasken kan nemlig hurtig blive stor, da vi har et travlt program hver dag og derfor når man ikke altid at få vasket op efter hvert måltid.
• At have vaskemaskine
Det at vaske tøj i hånden er et projekt for sig selv. Tøjet bliver jo ikke rent bare ved at putte det i vand og sæbe. Det skal skrubbes og skrubbes og lidt mere skrubbes. Derefter skal det vrides og hænges til tørre. Alt dette kan hurtigt tage en hel dag, når man ikke er vant til det. Da vi hellere vil bruge tiden på at være sammen med de unge her i området har vi ansat en vaskekone. Derigennem hjælper vi også hendes familie med at tjene penge, så det er godt på mange måde. Dog bliver det dejligt at få vaskemaskinen tilbage, da tøjet på den måde bliver mere blødt.
• At stå ud af badet uden at svede med det samme
Det er næsten lige meget hvornår på dagen man tager bad hernede, man sveder nemlig igen kort tid efter. Hvis du går i bad om aftenen kan du ikke føle, at du har været i bad om morgenen, da nætterne er varme. Går du i bad om morgenen bliver du med garanti helt beskidt af at gå ude en hel dag. Så det er de uvante temperaturer der gør forskellen.
• At man ikke kan gå på gaden og køre i bil uden at ens hudfarve skiller sig ud
Det er ikke muligt at gå omkring uden at blive lagt mærke til, da vores hudfarve skiller sig markant ud fra alle andre. Det er normalt at folk råber efter os på markedet, da de tror vi har penge til at købe alt hvad vi peger på. Hvis vi er blandt en stor forsamling er der heller ingen, som er i tvivl om at der er hvide mennesker i nærheden. Så jeg savner at være ’normal’.
• At man ikke er en ’seværdighed’
Lidt af samme grund er vi en seværdighed. Folk kommer hen til vores hus, bare for at se hvad sådan nogle som os laver. Der bliver snakket om os hele tiden.
• At børn ikke bliver slået i skolen og i hjemmet
Disciplin er ikke som i Danmark. Hvis en elev er uforskammet er det normalt med afstraffelse. Det vil altså sige at alle forventer at pågældende barn bliver slået. Det er hårdt at opleve!
• At små børn behandles ordentlig og ikke kastes rundt med
Spædbørn bliver udsat for lidt af hvert i denne her verden. Nogle forældre kan nemlig finde på at sidde og kaste rundt med barnet. Ikke fordi barnet synes det er sjovt, men fordi de og deres venner finder det morsomt.
• At kunne ligge udenfor i bikini
Det er rigtigt varmt her i Nigeria, men på trods af varmen er det ikke tilladt at have anden påklædning på end nederdel og t-shirt så længe man er udenfor hjemmet. Derfor er det heller ikke muligt at tage sol i bikini udenfor, da folk vil opfatte det helt forkert i forhold til deres kultur.
• At folk ikke smider affald over alt
Der er ikke noget affaldssystem her i Nigeria. Af den grund smider folk bare affaldet der hvor de er. Som resultat af dette ligger der bare utrolig meget affald rundt omkring.
• At kunne gå til fest på diskoteker
Det at sidde sammen med vennerne en aften, hygge og lave en masse sjov før en god bytur er bare noget jeg savner. Sammenholdet og selve byturen, hvor man kan danse og snakke løs med mange mennesker på en gang ser jeg frem til at opleve igen.
• At mennesker kender til hygiejne
Det er ikke normalt at gå op i hygiejne og de fleste kender overhoved ikke til det. Derfor kan man nemt havne i nogle situationer, som er ubehagelige.
• At der ikke er støv over det hele
Der er faktisk støv over alt. Dette skyldes det faktum at vi ikke har nogle ’rigtige’ vinduer. Vinduerne er nemlig af myggenet og små gladplader, som du så kan dreje og lukke til. Hvis du lukker dem til bliver det alt for varmt indenfor og derfor er de egentlig altid åbne. Det betyder så at alle kan kigge direkte ind i huset samt at støv kan fosse gennem myggenettet – dog er det noget man vænner sig til.
• At man kan gå barfodet udenfor uden at være bekymret for at få orme og andre dyr i kroppen
Når vi går rundt skal vi altid bære sko, da vi ellers kan risikere at få orme og andre ulækre dyr ind i kroppen. Lige meget valget af sko kommer der dog altid sand indeni, så derfor ville det være herligt bare at gå rundt med bare fødder.
Dette er de ting, som jeg har tænkt mest over at jeg savner. Der skal nok komme flere, så denne liste er åben for tilføjelser. Det er nu du skal være glad for at du lever i et velhavende land. HUSK – tag ikke alt forgivet!
• At der er strøm hele tiden
Det er umuligt at vide hvornår der er strøm i Nigeria. Der er simpelthen intet system for hvornår der er strøm, så i perioder er man heldig og andre perioder er man meget uheldig med hensyn til strøm. Lige nu sidder jeg for eksempel og skriver i et mørkt lokale – vi har ingen strøm, hvilket er meget normalt. Det tidspunkt hvor vi oftest har strøm er faktisk om natten og det er bare svært at bruge til noget.
• At kunne få kød (også hakket især)
Det er muligt at få kød hernede, dog er det en meget dyr vare. Efter en tur på markedet er jeg dog ikke i tvivl om hvorvidt man har lyst til kød, da det ligger ude i varmen. Det er svært at finde ud af hvilken del fra koen du får udleveret, da det bare ligger samlet på bordene. Kødet er ikke forarbejdet, som i Danmark, hvilket betyder at det er meget stift i det og svært at tykke. Hakket kød er ikke noget der er muligt at finde hernede. Hvis man er heldig er der en importeret kødhakker i volontørhuset og derved kan man så kæmpe med at lave noget hakket kød.
• At kunne drikke vand fra hanen
Det er ikke muligt for os at drikke vand fra hanen, da der er mange bakterier i vandet. Af den årsag kan vi vælge at købe flaskevand eller køre vand gennem et filter. Flaskevandet smager heller ikke specielt godt, da det virker meget sødt i det. Vi putter derfor vand i en stor balje med låg. I den balje er der et filter med en tilsluttet slange, som fører det rensede vand videre ned i en anden balje. Fra den balje kan vi så øse vores rene og rensede drikkevand op flasker. Det kan godt virke som en lang proces, men heldigvis er filteret effektivt, så længe det er rent. Dog er det værd at foretrække det danske drikkevand fra hanen!
• At frugt og grønsager ikke skal i milton
Frugt og grønsager, som er købt på markedet, har nogle bakterier på skallen. Af den årsag kan man enten koge, skrælle, stege eller putte det i milton. Hvis man vil spise nogle grønsager/frugt uden at gøre de førstnævnte ting kan man putte det i milton. Milton er klor og derved bliver det kloridentificeret. På den måde kan man røre ved skrællen uden at spise bakterierne.
• At få rigtig mælk
Det er ikke muligt at købe rigtig mælk, som vi kender det fra Danmark. Som alternativ bruger vi mælkepulver, som skal blandes op med noget drikkevand.
• At brød ikke skal vendes i ovnen
På trods af alt er det et luksusproblem at brødet skal vendes i ovnen, da vi skal være glade for at vi overhovedet har en ovn. Alternativet er netop en hjemmelavet ovn på bål og det vil være langt mere besværligt end at vende brød og kager. Dog vil jeg helt klart foretrække en dansk, almindelig ovn.
• At mel ikke skal sies for dyr og sand
Melet skal altid sies før det benyttes, hvilket skyldes dyr og sand. Dyrene er små dyr, som lever i melet, men det kan også være æg, som udklækkes efter noget tid. Derfor er det ikke altid nok at si det en gang, hvis man vil være helt sikker på at have melet frit for dyr. Af den årsag bliver det dejligt at kunne købe noget færdigsiet mel i poser.
• At spise pålæg
Udvalget af pålæg er meget begrænset og derfor ville det gøre underværker med spegepølse eller leverpostej på det medbragte rugbrød.
• At der er varmt vand i bruseren
Det lyder fuldstændig absurd, da vi bor i et meget varmt land. Derfor vil det egentlig gøre underværker med et koldt bad, men jeg synes bare det er skrækkeligt koldt og savner derfor noget varm vand at bade i.
• At kunne få forarbejdede varer (kylling, kød, grøntsager etc.)
Det er ikke muligt at købe kød eller grøntsager, som er forarbejdet på nogen måde. Hvis du vil købe en kylling på markedet er den levende og så skal du selv stå for arbejdet med at slå den ihjel og pille fjer samt indvolde ud. Det er dog muligt at købe frosne kyllinger hos en af vores bekendte, dog er indvoldene stadig i kyllingen. Ikke nok med det bor sælgeren langt væk, så vi har desværre ikke haft mulighed for at købe en frossen kylling endnu.
• At man ved, at gudstjenesterne varer 1 time
Gudstjenesterne i Nigeria er interessante på sin egen måde, men de kan også nemt forekomme ens. Det er umuligt at sætte tid på hvor lang gudstjenesten forventes at være, og af den grund kan de tage op til 5 timer, som er rekorden indtil nu. Derfor bliver det dejligt at vide på forhånd, at gudstjenesten kun varer 1 time i Danmark.
• At der ikke er børn ude foran døren hver evig eneste dag
Børn, som kommer og banker på døren flere gange om dagen, er hyggelige i starten. Det er dejligt at de vil komme og lege med en – og det er også sjovt når man har tid. Dog kan det være meget trættende at de samme børn kommer hele tiden. De har svært ved at forstå at man har travlt med noget andet. Hvis man ikke er hjemme kan de finde på at vente på os udenfor døren. Blot med håb om at vi har tid til at lege med dem.
• At have radio og fjernsyn
Radio og fjernsyn er ikke noget man tænker ret meget over at man mangler. Det vil altså sige at man sagtens kan leve uden! Dog ville det være dejligt at kunne gøre rent eller lave mad til noget musik. Det at kunne se nyhederne i fjernsynet mens man spiser eller slapper af kunne heller ikke være dårligt. Når man er i et land som Nigeria og i et hjem uden fjernsyn, er det nemlig umuligt at følge med i de ting der sker omkring i verden.
• At have opvaskemaskine
Det at have en opvaskemaskine er en stor hjælp i hverdagen. Hernede er jeg kommet til at tænke over hvor meget service jeg bruger, da det vil spare os for noget opvask. Opvasken kan nemlig hurtig blive stor, da vi har et travlt program hver dag og derfor når man ikke altid at få vasket op efter hvert måltid.
• At have vaskemaskine
Det at vaske tøj i hånden er et projekt for sig selv. Tøjet bliver jo ikke rent bare ved at putte det i vand og sæbe. Det skal skrubbes og skrubbes og lidt mere skrubbes. Derefter skal det vrides og hænges til tørre. Alt dette kan hurtigt tage en hel dag, når man ikke er vant til det. Da vi hellere vil bruge tiden på at være sammen med de unge her i området har vi ansat en vaskekone. Derigennem hjælper vi også hendes familie med at tjene penge, så det er godt på mange måde. Dog bliver det dejligt at få vaskemaskinen tilbage, da tøjet på den måde bliver mere blødt.
• At stå ud af badet uden at svede med det samme
Det er næsten lige meget hvornår på dagen man tager bad hernede, man sveder nemlig igen kort tid efter. Hvis du går i bad om aftenen kan du ikke føle, at du har været i bad om morgenen, da nætterne er varme. Går du i bad om morgenen bliver du med garanti helt beskidt af at gå ude en hel dag. Så det er de uvante temperaturer der gør forskellen.
• At man ikke kan gå på gaden og køre i bil uden at ens hudfarve skiller sig ud
Det er ikke muligt at gå omkring uden at blive lagt mærke til, da vores hudfarve skiller sig markant ud fra alle andre. Det er normalt at folk råber efter os på markedet, da de tror vi har penge til at købe alt hvad vi peger på. Hvis vi er blandt en stor forsamling er der heller ingen, som er i tvivl om at der er hvide mennesker i nærheden. Så jeg savner at være ’normal’.
• At man ikke er en ’seværdighed’
Lidt af samme grund er vi en seværdighed. Folk kommer hen til vores hus, bare for at se hvad sådan nogle som os laver. Der bliver snakket om os hele tiden.
• At børn ikke bliver slået i skolen og i hjemmet
Disciplin er ikke som i Danmark. Hvis en elev er uforskammet er det normalt med afstraffelse. Det vil altså sige at alle forventer at pågældende barn bliver slået. Det er hårdt at opleve!
• At små børn behandles ordentlig og ikke kastes rundt med
Spædbørn bliver udsat for lidt af hvert i denne her verden. Nogle forældre kan nemlig finde på at sidde og kaste rundt med barnet. Ikke fordi barnet synes det er sjovt, men fordi de og deres venner finder det morsomt.
• At kunne ligge udenfor i bikini
Det er rigtigt varmt her i Nigeria, men på trods af varmen er det ikke tilladt at have anden påklædning på end nederdel og t-shirt så længe man er udenfor hjemmet. Derfor er det heller ikke muligt at tage sol i bikini udenfor, da folk vil opfatte det helt forkert i forhold til deres kultur.
• At folk ikke smider affald over alt
Der er ikke noget affaldssystem her i Nigeria. Af den grund smider folk bare affaldet der hvor de er. Som resultat af dette ligger der bare utrolig meget affald rundt omkring.
• At kunne gå til fest på diskoteker
Det at sidde sammen med vennerne en aften, hygge og lave en masse sjov før en god bytur er bare noget jeg savner. Sammenholdet og selve byturen, hvor man kan danse og snakke løs med mange mennesker på en gang ser jeg frem til at opleve igen.
• At mennesker kender til hygiejne
Det er ikke normalt at gå op i hygiejne og de fleste kender overhoved ikke til det. Derfor kan man nemt havne i nogle situationer, som er ubehagelige.
• At der ikke er støv over det hele
Der er faktisk støv over alt. Dette skyldes det faktum at vi ikke har nogle ’rigtige’ vinduer. Vinduerne er nemlig af myggenet og små gladplader, som du så kan dreje og lukke til. Hvis du lukker dem til bliver det alt for varmt indenfor og derfor er de egentlig altid åbne. Det betyder så at alle kan kigge direkte ind i huset samt at støv kan fosse gennem myggenettet – dog er det noget man vænner sig til.
• At man kan gå barfodet udenfor uden at være bekymret for at få orme og andre dyr i kroppen
Når vi går rundt skal vi altid bære sko, da vi ellers kan risikere at få orme og andre ulækre dyr ind i kroppen. Lige meget valget af sko kommer der dog altid sand indeni, så derfor ville det være herligt bare at gå rundt med bare fødder.
Dette er de ting, som jeg har tænkt mest over at jeg savner. Der skal nok komme flere, så denne liste er åben for tilføjelser. Det er nu du skal være glad for at du lever i et velhavende land. HUSK – tag ikke alt forgivet!
onsdag den 3. november 2010
Lige en tilføjelse....
Det lyder absurd, men vi har rent faktisk så meget at lave, at jeg har glemt en aktivitet midt i alt skriveriet. Om torsdagen er jeg nemlig sammen med kvinderne fra kvindeskolen på BLS fra kl. 15-17. Her er vi i et syrum, som er indrettet med borde, stole og nogle gamle symaskiner. Selvom symaskinerne er gamle passer de bare perfekt til det Nigerianske samfund. Dette skyldes det faktum at der sjældent er strøm og derfor er det et særdeles godt egenskab at de er manuelt drevne. I syrummet får kvinderne mange forskellige færdigheder, som de kan bruge i fremtiden. De lærer hvorledes man klipper i stoffet ud fra et mønster. Efter kvinderne har vendt og drejet stoffet under den hånd – eller fordrevne maskine formår de at få en taske, bogbind, kjole samt meget andet ud af deres besværligheder. Kvinderne vil ufattelig gere lave rigtig mange forskellige ting ud fra mønstre, dog finder mange af dem det svært at klippe ud fra et specifikt mønster. Det er nemlig ikke nok bare at klippe, da stykkerne derefter skal sættes sammen så det færdig resultat bliver godt. På trods af alt, er det nu ikke altid lige nemt at forudse hvilke stykker der skal sættes sammen for at danne en helhed. Så når man er i syrummet er man på hele tiden, da alle gerne vil have hjælp. Der er nu også mange, som er rigtig gode til at hjælpe hinanden. På den måde optager de viden og formidler det videre. Jeg nyder virkelig at være en del af dette, da kvinderne er ufattelig taknemmelige for hjælpen. Kvinderne får via systuen syet tøj til dem selv og familien og på den måde opnår de besparelse i det i forvejen stramme budget.
Jeg håber at dette har givet en god ide omkring det arbejde vi deltager i her i området. I hvert føler jeg, at vi har travlt med nogle gode projekter hele tiden.
Noget af det jeg har tænkt meget over hernede er religion. Det er nemlig et meget vigtigt emne for hvert enkelt individ. Jeg bor i et land, som er splittet mellem kristne og muslimer. På trods af det ser de ud til at give plads til hinanden og man accepterer andres religion uden egentlig at vide hvad den modsatte indebærer.
Alt det arbejde jeg deltager i er blandt kristne og til daglig omgås jeg kristne mennesker. Dog bliver jeg gang på gang overrasket over hvor stærkt menneskerne giver udtryk for deres religion. Der skal meget til før at de føler sig som ordentlige kristne. Hvis man vil være en ”ordentlig” kristen skal man gå i kirke hver søndag og derudover deltage i meget frivilligt arbejde omkring kirken.
Gudstjenesterne er generelt utrolig lange, men dette skyldes at prædikerne og bønnerne i selv er lange. Bønnerne hernede er rigtig lange, da der bliver takket og bedt for mange forskellige ting. Personerne der ber bønnen er ofte frivillig, og alligevel kan bønnen bare forsætte i uendeligheder på trods af at de ikke har forberedt noget.
Til hver gudstjeneste er der ofring, hvor man går op med en lille konvolut og smider den i en spand midt på gulvet. På den måde ofrer man noget til gud via kirken. Pengene, der ofres, bliver anvendt til driften af kirken. Derudover støtter kirkerne nogle aktiviteter, samt familier, som har det dårligt økonomisk eller hvis en person har været ude for et uheld. På den måde går pengene til et godt formål. Dog slog det mig, at man på den måde giver noget til gud hver eneste gang, men man modtager kun en gang om måneden via nadveren. Dette viser bare hvor store kulturforskellene er fra det danske samfund til det nigerianske…
Sei anjuma!
Jeg håber at dette har givet en god ide omkring det arbejde vi deltager i her i området. I hvert føler jeg, at vi har travlt med nogle gode projekter hele tiden.
Noget af det jeg har tænkt meget over hernede er religion. Det er nemlig et meget vigtigt emne for hvert enkelt individ. Jeg bor i et land, som er splittet mellem kristne og muslimer. På trods af det ser de ud til at give plads til hinanden og man accepterer andres religion uden egentlig at vide hvad den modsatte indebærer.
Alt det arbejde jeg deltager i er blandt kristne og til daglig omgås jeg kristne mennesker. Dog bliver jeg gang på gang overrasket over hvor stærkt menneskerne giver udtryk for deres religion. Der skal meget til før at de føler sig som ordentlige kristne. Hvis man vil være en ”ordentlig” kristen skal man gå i kirke hver søndag og derudover deltage i meget frivilligt arbejde omkring kirken.
Gudstjenesterne er generelt utrolig lange, men dette skyldes at prædikerne og bønnerne i selv er lange. Bønnerne hernede er rigtig lange, da der bliver takket og bedt for mange forskellige ting. Personerne der ber bønnen er ofte frivillig, og alligevel kan bønnen bare forsætte i uendeligheder på trods af at de ikke har forberedt noget.
Til hver gudstjeneste er der ofring, hvor man går op med en lille konvolut og smider den i en spand midt på gulvet. På den måde ofrer man noget til gud via kirken. Pengene, der ofres, bliver anvendt til driften af kirken. Derudover støtter kirkerne nogle aktiviteter, samt familier, som har det dårligt økonomisk eller hvis en person har været ude for et uheld. På den måde går pengene til et godt formål. Dog slog det mig, at man på den måde giver noget til gud hver eneste gang, men man modtager kun en gang om måneden via nadveren. Dette viser bare hvor store kulturforskellene er fra det danske samfund til det nigerianske…
Sei anjuma!
søndag den 24. oktober 2010
En hel almindelig uge!
Mandag er en stille og rolig dag med hensyn til antallet af arbejdsopgaver. Dagen starter ud med computerundervisning for præsteleverne, som Cecilie, Maria og jeg skiftes til. Præsteleverne på BLS har hårdt brug for computerundervisning, da det kun er få, som rent faktisk har bare lidt kendskab til computere. Størstedelen af eleverne har aldrig været i været i kontakt med denne form for teknik, men derimod lærer de om det fra gamle bøger, som er svær at omsætte til praksis. Computeren og især internettet er til stor hjælp for disse elever, da de her kan komme i kontakt med resten af verden ved hjælp af e-mail. Derudover er søgemaskiner, som Google, meget vigtige, hvis der er noget de har brug for at vide. På den måde kan de ved hjælp af internettet finde ud af rigtig mange forskellige ting. Når de engang kommer ud til en lille landsby kan de måske helbrede en syg, ved at søge på internettet. Gennem computerundervisningen føler jeg virkelig, at jeg er en del af et stort projekt. Det er skønt at se hvor glade og taknemmelige eleverne er for det vi kan give dem af undervisning. Selvom det blot af noget basal undervisning omkring Google osv. har flere allerede spurgt om vi ikke kunne forlænge vores ophold til et år, da de virkelig gerne vil lære omkring dette.
Vis computerundervisningen bliver det i den grad tydeliggjort, hvor privilegerede vi er sammenlignet med dem, da vi er vokset op med computere som noget naturligt lige ved hånden. På den måde er det utroligt at se hvordan vi kan hjælpe de mindre privilegerede godt på vej.
Det er også om mandagen, hvor jeg har undervisning sammen med Cecilie i matematik på LJS (skolen for unge elever). I matematik har jeg lige fået 4 nye elver at hjælpe, så der er nok at se til. Det er virkelig hyggeligt og jeg nyder de unge pigers selskab. Sidste gang fik jeg et venskabsbrev fra en af pigerne – jeg er dog ikke sikker på hvem det var, men hun fortæller om hvorfor hun gerne vil være min ven. Det finder jeg virkelig sødt!
Tirsdag er en fantastisk dag hernede. Dette skyldes at vi deltager i nogle projekter som betyder meget for os. Dagen starter som regel ud med at vi alle tre står op og efter et koldt brusebad og en skål havregryn med pulvermælk, er vi klar til at påbegynde dagens gerninger.
Vi begynder på kvindeskolen kl. 8.30. Kvindeskolen er for de hustruer, hvis mænd går på præsteskolen (Brønnum Lutheran Seminary). Her laver vi mad med dem ud fra nogle opskrifter, som de senere kan bruge derhjemme. I dette projekt skal de selvfølgelig lære at lave mad, men også lære om hygiejnen omkring madlavningen. Det indebærer f.eks., at man skal vaske hænder inden man begynder at lave mad, og at man skal vaske de forskellige råvarer, inden man bruger dem. Hver tirsdag skal vi have opskrifter og råvarerne med til kvinderne, hvor vi så på forhånd har besluttet hvad vi skal lave. Indtil nu har vi bagt pizza og kage, så det bliver spændende at se hvad vi finder på næste gang. Det handler nemlig ikke bare om at vælge en opskrift, der skal også tages hensyn til udvalget af forskellige råvarer her og råvarer, som er overkommelige indenfor deres budget. Af den årsag kan vi ikke lave mad, som indeholder en masse importvarer, for det vil kvinderne ingen gavn få af bagefter og dermed ville ideen med projektet gå tabt. En formiddag som denne har også sine udfordringer, da mange af kvinderne kommer fra landsbyerne og har derfor begrænsede engelskkundskaber. Heldigvis er der to kvinder, som er gode til engelsk og derfor oversætter de alt til hausa efter vi har sagt noget. På den måde sikrer vi os at alle forstår hvad det går ud på.
Efter en hel del tid med kvindesnak og hygge, er det tid til Mbamba Out-børnene. Det sker kl. 3, hvor vi samles ovre ved kirken i den lille, fattige landsby. I Mbamba Out har vi nemlig et projekt der går ud på, at vi hver tirsdag tager derover og leger med over 100 fantastiske børn i et par timer, hvorefter vi laver lidt mad til dem, som skifter mellem at være kiks og ris med tomater osv. Alt dette afhænger af budget og vores fantasi. Det er en ubeskrivelig følelse at se så mange børn med et stort smil på læben, fordi der endelig er nogen der tager sig god tid til at lege med dem og vise omsorg for dem. Deres dagligdag er i forvejen hård, hvor fattigdom og mangel på mad fylder meget. Af den grund har disse børn har bestemt flere bekymringer at bære rundt på end de burde. Bare følelsen af at være ovre i byen er fantastisk. Det giver os en virkelig god mavefornemmelse, når vi kan mætte så mange små børn – selvom det blot er for en dag.
Efter nogle timer ovre i Mbamba Out kan vi trave hjemad, trætte og udmattede efter en god lang dag med mange gode oplevelser og smil.
Om onsdagen har Maria og Cecilie undervisning på LCCN Cathedral Academy. Jeg har derimod valgt at blive hjemme og have computerundervisning sammen med nogle klasser på præsteskolen. Dette er noget jeg holder meget af. Faktisk kan jeg ikke gå langt omkring, før en af de rare præsteelever vil høre mig til hvornår det er deres tur til at have undervisning. Til hver uge har jeg derfor lavet et skema og skrevet det antal elever på, som der er plads til. Det sjove er bare at hver gang jeg kigger på skemaet er der nogle elever, som har skrevet et andet antal og derved gjort plads til sig selv. Jeg tager dette med et smil og ser blot frem til at få flere computere op at køre i computerrummet, hvor der indtil i næste uge er to computere.
Om eftermiddagen har jeg igen lektiecafé med mine kære matematikelever.
Torsdagen har jeg igen computerundervisning samt en lille andagt i kirken. Rent faktisk er der andagt hver dag i kirken. På grund af computerundervisningen bliver jeg ofte nødt til at deltage, da jeg skal op foran forsamlingen og informere omkring undervisningen. Andagterne tager heldigvis ikke mere end maksimum 30 min, så det er lige noget jeg kan klare. Fra kl. 13.00-15.00 er vi henne at lege sammen med præstelevernes børn, som er mindst lige så understimulerede som børnene i Mbamba Out, og i dén grad trænger til opmærksomhed. Mange af børnene kommer ikke i skole, da forældrene ofte ikke har penge nok til at sende deres børn i skole. Faktisk er der flere familier, som kun sender det ældste barn i skole – når banet så har været i gennem hele sin skolegang, kan det næst ældste barn begynde. Af den årsag er klasseindelingen ikke bestemt på baggrund af alder, men hvornår forældrene har råd til at sende sine børn i skole. Heldigvis er der dog mange familier, som sender sine børn i skole. Det ændrer dog ikke på det faktum at der stadig er mange børn, som ikke kommer i skole og derfor bliver de sat til at passe på hinanden og mindre søskende.
Om aftenen fra kl. 7-8 har vi band training. Dette er et kort med band på, som optræder med sang og dans i kirken hver søndag. Her nyder jeg selskabet sammen med nogle unge mænd og kvinder, som er nogenlunde på vores alder. Det er spændende og i den grad underholdende. Dertil gør det søndagens gudstjeneste en del mere underholdende når man selv er aktiv.
Fredag er vores afslapningsdag. Cecilie og Maria har computerundervisning om morgenen, her imens bruger jeg tiden på at lave skema og opgaver til præsteelevernes undervisning. Kl. 11.00 har vi teammøde, hvor vi alle samles for at snakke det hele igennem. På den måde sikrer vi os hele tiden at alle har det godt med hensyn til helbred og arbejdsopgaver. Resten af dagen er fri til at gøre hvad man vil. Nogle gange har vi planlagt udflugter sammen med de 5 andre volontører. Sidste fredag var vi for eksempelvis ude at sejle i kano på floden og næstkommende fredag skal vi i biografen – spændende.
Lørdage er afsat til endnu flere ture og bryllupper. Faktisk er vi blevet inviteret til to bryllupper hernede, som vi har sagt ”ja” til at deltage i. Vi kender ikke dem, der har inviteret os på forhånd, men vi glæder os meget til oplevelsen. Det første bryllup vi skal til er hos en ung kvinde, som tidligere har været i Danmark i samarbejde med Mission Afrika. Hun har besøgt os flere gange og har købt stoffet til kjolerne for os. Det er nemlig sådan, at alle der ankommer sammen til brylluppet, skal bære det samme tøj. Så af den årsag skal vi alle have det samme på. Det første bryllup er lidt specielt sammenlignet et normalt bryllup hernede. Dette skyldes at vi alle 8 skal være brudepiger til brylluppet. Af samme grund har vi heller ikke fået lov til at vælge model for stoffet. Det normale for bryllupper er nemlig at man for nogle farver af vide og så skal man selv sørge for at købe stoffet og få syet en kjole. Jeg glæder mig rigtig meget til denne oplevelse!
Vores søndag formiddage bliver brugt i kirken til obligatoriske gudstjenester, der typisk varer 2-3 timer. Der er dog exceptionelle undtagelser som gudstjenesten i Katedralen forrige søndag, der varede 5 timer, fordi der udover den almindelige gudstjeneste, meget belejligt også var indlagt en præsteordination og -indsættelse! Efter gudstjeneste har vi rengøringsdag, hvor vi fejer og vasker gulvet, samt støver af.
På trods af at vi har mange forskellige og interessante arbejdsopgaver skal vi også finde tid til at tage på marked samt tilberede maden. Af den årsag flyver tiden bare af sted, da de er fyldt til randen med spændende, sjove og ikke mindst udfordrende arbejdsopgaver. Som I nok kan forstå, går ugerne hernede virkelig hurtigt, fordi de er fyldt op med sjove, udfordrende og spændende arbejdsopgaver.
Vis computerundervisningen bliver det i den grad tydeliggjort, hvor privilegerede vi er sammenlignet med dem, da vi er vokset op med computere som noget naturligt lige ved hånden. På den måde er det utroligt at se hvordan vi kan hjælpe de mindre privilegerede godt på vej.
Det er også om mandagen, hvor jeg har undervisning sammen med Cecilie i matematik på LJS (skolen for unge elever). I matematik har jeg lige fået 4 nye elver at hjælpe, så der er nok at se til. Det er virkelig hyggeligt og jeg nyder de unge pigers selskab. Sidste gang fik jeg et venskabsbrev fra en af pigerne – jeg er dog ikke sikker på hvem det var, men hun fortæller om hvorfor hun gerne vil være min ven. Det finder jeg virkelig sødt!
Tirsdag er en fantastisk dag hernede. Dette skyldes at vi deltager i nogle projekter som betyder meget for os. Dagen starter som regel ud med at vi alle tre står op og efter et koldt brusebad og en skål havregryn med pulvermælk, er vi klar til at påbegynde dagens gerninger.
Vi begynder på kvindeskolen kl. 8.30. Kvindeskolen er for de hustruer, hvis mænd går på præsteskolen (Brønnum Lutheran Seminary). Her laver vi mad med dem ud fra nogle opskrifter, som de senere kan bruge derhjemme. I dette projekt skal de selvfølgelig lære at lave mad, men også lære om hygiejnen omkring madlavningen. Det indebærer f.eks., at man skal vaske hænder inden man begynder at lave mad, og at man skal vaske de forskellige råvarer, inden man bruger dem. Hver tirsdag skal vi have opskrifter og råvarerne med til kvinderne, hvor vi så på forhånd har besluttet hvad vi skal lave. Indtil nu har vi bagt pizza og kage, så det bliver spændende at se hvad vi finder på næste gang. Det handler nemlig ikke bare om at vælge en opskrift, der skal også tages hensyn til udvalget af forskellige råvarer her og råvarer, som er overkommelige indenfor deres budget. Af den årsag kan vi ikke lave mad, som indeholder en masse importvarer, for det vil kvinderne ingen gavn få af bagefter og dermed ville ideen med projektet gå tabt. En formiddag som denne har også sine udfordringer, da mange af kvinderne kommer fra landsbyerne og har derfor begrænsede engelskkundskaber. Heldigvis er der to kvinder, som er gode til engelsk og derfor oversætter de alt til hausa efter vi har sagt noget. På den måde sikrer vi os at alle forstår hvad det går ud på.
Efter en hel del tid med kvindesnak og hygge, er det tid til Mbamba Out-børnene. Det sker kl. 3, hvor vi samles ovre ved kirken i den lille, fattige landsby. I Mbamba Out har vi nemlig et projekt der går ud på, at vi hver tirsdag tager derover og leger med over 100 fantastiske børn i et par timer, hvorefter vi laver lidt mad til dem, som skifter mellem at være kiks og ris med tomater osv. Alt dette afhænger af budget og vores fantasi. Det er en ubeskrivelig følelse at se så mange børn med et stort smil på læben, fordi der endelig er nogen der tager sig god tid til at lege med dem og vise omsorg for dem. Deres dagligdag er i forvejen hård, hvor fattigdom og mangel på mad fylder meget. Af den grund har disse børn har bestemt flere bekymringer at bære rundt på end de burde. Bare følelsen af at være ovre i byen er fantastisk. Det giver os en virkelig god mavefornemmelse, når vi kan mætte så mange små børn – selvom det blot er for en dag.
Efter nogle timer ovre i Mbamba Out kan vi trave hjemad, trætte og udmattede efter en god lang dag med mange gode oplevelser og smil.
Om onsdagen har Maria og Cecilie undervisning på LCCN Cathedral Academy. Jeg har derimod valgt at blive hjemme og have computerundervisning sammen med nogle klasser på præsteskolen. Dette er noget jeg holder meget af. Faktisk kan jeg ikke gå langt omkring, før en af de rare præsteelever vil høre mig til hvornår det er deres tur til at have undervisning. Til hver uge har jeg derfor lavet et skema og skrevet det antal elever på, som der er plads til. Det sjove er bare at hver gang jeg kigger på skemaet er der nogle elever, som har skrevet et andet antal og derved gjort plads til sig selv. Jeg tager dette med et smil og ser blot frem til at få flere computere op at køre i computerrummet, hvor der indtil i næste uge er to computere.
Om eftermiddagen har jeg igen lektiecafé med mine kære matematikelever.
Torsdagen har jeg igen computerundervisning samt en lille andagt i kirken. Rent faktisk er der andagt hver dag i kirken. På grund af computerundervisningen bliver jeg ofte nødt til at deltage, da jeg skal op foran forsamlingen og informere omkring undervisningen. Andagterne tager heldigvis ikke mere end maksimum 30 min, så det er lige noget jeg kan klare. Fra kl. 13.00-15.00 er vi henne at lege sammen med præstelevernes børn, som er mindst lige så understimulerede som børnene i Mbamba Out, og i dén grad trænger til opmærksomhed. Mange af børnene kommer ikke i skole, da forældrene ofte ikke har penge nok til at sende deres børn i skole. Faktisk er der flere familier, som kun sender det ældste barn i skole – når banet så har været i gennem hele sin skolegang, kan det næst ældste barn begynde. Af den årsag er klasseindelingen ikke bestemt på baggrund af alder, men hvornår forældrene har råd til at sende sine børn i skole. Heldigvis er der dog mange familier, som sender sine børn i skole. Det ændrer dog ikke på det faktum at der stadig er mange børn, som ikke kommer i skole og derfor bliver de sat til at passe på hinanden og mindre søskende.
Om aftenen fra kl. 7-8 har vi band training. Dette er et kort med band på, som optræder med sang og dans i kirken hver søndag. Her nyder jeg selskabet sammen med nogle unge mænd og kvinder, som er nogenlunde på vores alder. Det er spændende og i den grad underholdende. Dertil gør det søndagens gudstjeneste en del mere underholdende når man selv er aktiv.
Fredag er vores afslapningsdag. Cecilie og Maria har computerundervisning om morgenen, her imens bruger jeg tiden på at lave skema og opgaver til præsteelevernes undervisning. Kl. 11.00 har vi teammøde, hvor vi alle samles for at snakke det hele igennem. På den måde sikrer vi os hele tiden at alle har det godt med hensyn til helbred og arbejdsopgaver. Resten af dagen er fri til at gøre hvad man vil. Nogle gange har vi planlagt udflugter sammen med de 5 andre volontører. Sidste fredag var vi for eksempelvis ude at sejle i kano på floden og næstkommende fredag skal vi i biografen – spændende.
Lørdage er afsat til endnu flere ture og bryllupper. Faktisk er vi blevet inviteret til to bryllupper hernede, som vi har sagt ”ja” til at deltage i. Vi kender ikke dem, der har inviteret os på forhånd, men vi glæder os meget til oplevelsen. Det første bryllup vi skal til er hos en ung kvinde, som tidligere har været i Danmark i samarbejde med Mission Afrika. Hun har besøgt os flere gange og har købt stoffet til kjolerne for os. Det er nemlig sådan, at alle der ankommer sammen til brylluppet, skal bære det samme tøj. Så af den årsag skal vi alle have det samme på. Det første bryllup er lidt specielt sammenlignet et normalt bryllup hernede. Dette skyldes at vi alle 8 skal være brudepiger til brylluppet. Af samme grund har vi heller ikke fået lov til at vælge model for stoffet. Det normale for bryllupper er nemlig at man for nogle farver af vide og så skal man selv sørge for at købe stoffet og få syet en kjole. Jeg glæder mig rigtig meget til denne oplevelse!
Vores søndag formiddage bliver brugt i kirken til obligatoriske gudstjenester, der typisk varer 2-3 timer. Der er dog exceptionelle undtagelser som gudstjenesten i Katedralen forrige søndag, der varede 5 timer, fordi der udover den almindelige gudstjeneste, meget belejligt også var indlagt en præsteordination og -indsættelse! Efter gudstjeneste har vi rengøringsdag, hvor vi fejer og vasker gulvet, samt støver af.
På trods af at vi har mange forskellige og interessante arbejdsopgaver skal vi også finde tid til at tage på marked samt tilberede maden. Af den årsag flyver tiden bare af sted, da de er fyldt til randen med spændende, sjove og ikke mindst udfordrende arbejdsopgaver. Som I nok kan forstå, går ugerne hernede virkelig hurtigt, fordi de er fyldt op med sjove, udfordrende og spændende arbejdsopgaver.
onsdag den 13. oktober 2010
Mange nye oplevelser...
Området, vi bor i, er meget sikkert. Dette skyldes at der er vagtmænd og de fleste af vores naboer har hunde til at vogte om natten. En morgen stod jeg tidligt op, da jeg ville ud at løbe en tur. På den tid af dagen er det køligt, så det er lige til at holde ud. Morgenen var flot og fulgene sang. Jeg løb ud mod vejen og videre op af en stig tæt ved nogle marker. Jeg løb ind mod området igen, hvor jeg skulle passere nogle huse. Ved det ene hus var der flere geder, så jeg satte farten ned, da jeg ikke ville gøre gederne bange. Dog var der lige én ged, som skulle sige noget og med ét kom to hunde farende frem. Jeg siger jer, de så overhovedet ikke glade ud! Hundene hernede er ikke venligt sindede, så jeg var virkelig bange. Jeg trak mig væk fra stedet og begyndte at løbe. Hundene fulgte efter mig et lille stykke, så jeg råbte ”HELP” og ”SAVE ME” op til flere gange, da jeg var bange. Jeg vidste nemlig at jeg bare kunne skrige og så skulle der nok være en, som kunne høre mig. Det var der så også. En lille mand kom løbende efter mig, han ville bare sikre sig at jeg var okay, da han troede at jeg var løbet langt ud på savannen i skræk. Så i fremtiden vil jeg aldrig løbe forbi, når gederne er blevet hentet ind fra markerne. Desuden har jeg fået ufattelig respekt for hunde.
I lørdags var vi på udflugt til De Tre Søstre, hvilket er tre bjerge beliggende ved siden af hinanden. Når man skal af sted på en længere tur er det normalt at bede forud for turen, så der ikke sker os noget. Jeg sad i midten af bilen og kom derfor til at bede. Det er første gang jeg har prøvet det, så det var meget anderledes. Jeg fik da i hvert fald bedt en bøn. Spøgsmålet er så bare hvor god en bøn det var? Vi er nemlig i Nigeria og derfor ender ting ikke altid som planlagt. Hjemmefra (Mbamba) kunne vi se at der manglede olie, men vi ville lige samle Remi-pigerne op inden. Da vi kommer hen på tankstationen for at købe olie viser det sig at vores ene hjul er punkteret. Dette resulterer så i at vi skulle hen til nogle folk, som kunne lave hjulet for os. Alt bliver lavet og vi kan derefter tage sikkert af sted på udflugten. På selve køreturen støder vi på ikke mindre end 3 forskellige politikontroller.
Disse politikontroller er egentlig for at øge sikkerheden, men syner mere af det modsatte. Dette skyldes at de er uniformerede og udstyret med et stort maskingevær. Det negative omkring kontrollerne indebærer ikke mindst udseendet, men faktisk hensigten. For selvom de er der for at øge sikkerheden, udnytter de muligheden til at få nogle lette korruptions-penge. Så hvis en almindelig nigerianer vil passere skal personen af med nogle penge for at passere uden problemer. Hvis personen ikke vil betale, kan personen blive udsat for en timelang gennemsøgning af bilen uden noget egentlig formål. Så langt de fleste betaler dem korruptionspenge, bare for at undgå store forsinkelser.
Vi var heldige med hensyn til politikontrollerne og slap igennem uden ventetid eller betaling. Dette skyldes dog kun at vi er hvide mennesker. Vi kom sikkert frem til De Tre Søstre, hvor vi parkerede bilen og gjorde klar til en lang, sej gåtur. På den første del af gåturen blev vi ledsaget af nogle lokale børn, som fandt det utrolig interessant at følge efter 10 hvide mennesker hen til klippefoden af Lillesøsteren, som var det mindste bjerg, vi havde besluttet os for at bestige. Selve turen derhen var meget våd og det var svært at undgå mudrede fødder efter nattens regn. Et stykke oppe på bjerget stoppede børnene med at følge efter os. Generelt synes nigerianere nemlig, at det er mærkeligt at bestige bjerge som De Tre Søstre. Solen var blevet noget stærkere, da det begyndte at blive op på formiddagen, men vi sørgede for at holde nogle gode pauser undervejs. Vi holdte frokostpause meget tæt på toppen hvorefter vi efterlod alle vores tasker og kravlede det sidste stykke op. Det sidste stykke op på toppen var meget stejlt og derfor var det nødvendigt at støtte med hænderne på klippevæggen. Jeg var den første på toppen. Det var en befrielse at komme i mål, men det glemte man hurtigt, da udsigten simpelthen var formidabel. Til den ene side var der marker og savanne så langt øjet rækker og til den anden side var der landsby. Det var bare så smukt så smukt, at det egentlig ikke er til at forklare. På toppen graverede vi også et af de få træer med et fælles navn, ligesom for at markere at vi havde været der. Tiden på toppen begyndte at blive knap, da der var et hurtigt, uhyggeligt, stort tordenvejr direkte på vej mod os. Så vi skyndte os ned, for at gribe vores tasker og påbegynde nedstigningen før uvejret for alvor ville ramme os. Vi nåede ikke ret langt før det begyndte at regne og i løbet af kort tid var vi alle gennemblødte. Regnen piskede ned omkring os og alt blev vådt. På trods af enkelte fald i nedstigningen kom vi godt ned på jævn grund. Dog var alt nu vådt og vi var fuldstændig ligeglade med at få beskidte fødder. Vi kom alle sikkert hen til bilen og kørte hjemad.
Svaret på det med bønnen er svært, da det er normalt i Nigeria, at ting bare sker, uden man har planlagt det. Jeg vil dog sige, at vi var pænt uheldige med min forbøn, da bilen lige skulle repareres inden samt det voldsomme tordenvejr.
I går var vi nede på kvindeskolen for første gang. Her skal vi hver tirsdag lave mad sammen med kvinderne. Vi havde besluttet os for at vi skulle lave indbagt pizza. Det var meget nyt for dem at prøve. På trods af at kvinderne er vandt til at lave mad flere gange om dagen var de i tvivl om hvorvidt de skulle håndtere forskellige ting som grønsager og opskriften. For hvor meget er en teske? Ja, det er et godt spørgsmål for en nigerianer, så vi måtte først vise dem hvordan de skulle gøre. Herefter kunne en af dem så selv prøve mens resten så til med stor interesse. Det var også nyt for dem at skære grønsager i små stykker. Vi informerede dem om at de skulle pille det yderste af et løg på grund af bakterier, hvilket også var helt nyt for dem. Alt omkring hygiejne var nyt for dem. Vi nævnte op til flere gange at de skulle vaske hænder før de rørte ved maden, men selv det var der flere der glemte. Den indbagte pizza blev bagt i en stor gryde på bål. I gryden havde de puttet noget sand i og på den måde fordelte sandet varmen på den rigtige måde. Meget interessant at se. Resultatet blev rigtig godt og de fleste kunne lide den indbagte pizza. Faktisk tog alle kvinderne et stykke med hjem til deres familier, så deres mand og børn kunne smage. Kvinderne havde virkelig fået en oplevelse og jeg tror de nød at prøve noget anderledes.
Senere samme dag tog vi til Mbamba Out for at lege med børnene. Vi havde medbragt mad og legetøj, som de kunne få fornøjelse af. Imens vi legede med børnene var der 2 kvinder, som lavede mad til alle børnene. Dette er i sig selv et stort projekt, da der var over 100 børn. Først troede vi nemlig at det var en overdrivelse, da vi fik det fortalt. Så vi blev alle overraskede over alle de børn der dukkede op. Det var fantastisk. Sammen legede vi lege som dødbold og katten efter musen. Det var en stor succes og alle børnene grinede sammen.
Mellem mængden kom mange små børn også. De havde svært ved at være med til nogle af legene, så jeg trak dem væk og legede en lille leg med dem. Den indebar blot at man skulle tælle fingre indtil 5 og så fik man en kildetur. De syntes det var så sjovt! Alle ville have opmærksomhed, så børnene sloges om en finger, da alle ville holde mig i hånden. Det var virkeligt vildt at se.
Vi sluttede af med at alle børnene stillede sig op på en række med deres tallerken i hånden. Nu var det nemlig tid til at de en efter en kunne få noget mad. Den glæde børnene udstrålede ved at få en lille smule ris var utrolig. De tog glade deres tallerken med ris og satte sig på jorden for at spise. På den måde sluttede vi en god dag af med rigtig gode fornemmelser i kroppen. Vi havde givet mad til over 100 børn, og var på den måde sikre på at de i det mindste havde fået et måltid mad den dag. Maria, Cecilie og jeg var trætte, men det var på en god måde, da vi kunne se alle de smilende ansigter for os. I en by som Mbamba Out kan man virkelig mærke af man gør en forskel for børnene og det er fantastisk!
I lørdags var vi på udflugt til De Tre Søstre, hvilket er tre bjerge beliggende ved siden af hinanden. Når man skal af sted på en længere tur er det normalt at bede forud for turen, så der ikke sker os noget. Jeg sad i midten af bilen og kom derfor til at bede. Det er første gang jeg har prøvet det, så det var meget anderledes. Jeg fik da i hvert fald bedt en bøn. Spøgsmålet er så bare hvor god en bøn det var? Vi er nemlig i Nigeria og derfor ender ting ikke altid som planlagt. Hjemmefra (Mbamba) kunne vi se at der manglede olie, men vi ville lige samle Remi-pigerne op inden. Da vi kommer hen på tankstationen for at købe olie viser det sig at vores ene hjul er punkteret. Dette resulterer så i at vi skulle hen til nogle folk, som kunne lave hjulet for os. Alt bliver lavet og vi kan derefter tage sikkert af sted på udflugten. På selve køreturen støder vi på ikke mindre end 3 forskellige politikontroller.
Disse politikontroller er egentlig for at øge sikkerheden, men syner mere af det modsatte. Dette skyldes at de er uniformerede og udstyret med et stort maskingevær. Det negative omkring kontrollerne indebærer ikke mindst udseendet, men faktisk hensigten. For selvom de er der for at øge sikkerheden, udnytter de muligheden til at få nogle lette korruptions-penge. Så hvis en almindelig nigerianer vil passere skal personen af med nogle penge for at passere uden problemer. Hvis personen ikke vil betale, kan personen blive udsat for en timelang gennemsøgning af bilen uden noget egentlig formål. Så langt de fleste betaler dem korruptionspenge, bare for at undgå store forsinkelser.
Vi var heldige med hensyn til politikontrollerne og slap igennem uden ventetid eller betaling. Dette skyldes dog kun at vi er hvide mennesker. Vi kom sikkert frem til De Tre Søstre, hvor vi parkerede bilen og gjorde klar til en lang, sej gåtur. På den første del af gåturen blev vi ledsaget af nogle lokale børn, som fandt det utrolig interessant at følge efter 10 hvide mennesker hen til klippefoden af Lillesøsteren, som var det mindste bjerg, vi havde besluttet os for at bestige. Selve turen derhen var meget våd og det var svært at undgå mudrede fødder efter nattens regn. Et stykke oppe på bjerget stoppede børnene med at følge efter os. Generelt synes nigerianere nemlig, at det er mærkeligt at bestige bjerge som De Tre Søstre. Solen var blevet noget stærkere, da det begyndte at blive op på formiddagen, men vi sørgede for at holde nogle gode pauser undervejs. Vi holdte frokostpause meget tæt på toppen hvorefter vi efterlod alle vores tasker og kravlede det sidste stykke op. Det sidste stykke op på toppen var meget stejlt og derfor var det nødvendigt at støtte med hænderne på klippevæggen. Jeg var den første på toppen. Det var en befrielse at komme i mål, men det glemte man hurtigt, da udsigten simpelthen var formidabel. Til den ene side var der marker og savanne så langt øjet rækker og til den anden side var der landsby. Det var bare så smukt så smukt, at det egentlig ikke er til at forklare. På toppen graverede vi også et af de få træer med et fælles navn, ligesom for at markere at vi havde været der. Tiden på toppen begyndte at blive knap, da der var et hurtigt, uhyggeligt, stort tordenvejr direkte på vej mod os. Så vi skyndte os ned, for at gribe vores tasker og påbegynde nedstigningen før uvejret for alvor ville ramme os. Vi nåede ikke ret langt før det begyndte at regne og i løbet af kort tid var vi alle gennemblødte. Regnen piskede ned omkring os og alt blev vådt. På trods af enkelte fald i nedstigningen kom vi godt ned på jævn grund. Dog var alt nu vådt og vi var fuldstændig ligeglade med at få beskidte fødder. Vi kom alle sikkert hen til bilen og kørte hjemad.
Svaret på det med bønnen er svært, da det er normalt i Nigeria, at ting bare sker, uden man har planlagt det. Jeg vil dog sige, at vi var pænt uheldige med min forbøn, da bilen lige skulle repareres inden samt det voldsomme tordenvejr.
I går var vi nede på kvindeskolen for første gang. Her skal vi hver tirsdag lave mad sammen med kvinderne. Vi havde besluttet os for at vi skulle lave indbagt pizza. Det var meget nyt for dem at prøve. På trods af at kvinderne er vandt til at lave mad flere gange om dagen var de i tvivl om hvorvidt de skulle håndtere forskellige ting som grønsager og opskriften. For hvor meget er en teske? Ja, det er et godt spørgsmål for en nigerianer, så vi måtte først vise dem hvordan de skulle gøre. Herefter kunne en af dem så selv prøve mens resten så til med stor interesse. Det var også nyt for dem at skære grønsager i små stykker. Vi informerede dem om at de skulle pille det yderste af et løg på grund af bakterier, hvilket også var helt nyt for dem. Alt omkring hygiejne var nyt for dem. Vi nævnte op til flere gange at de skulle vaske hænder før de rørte ved maden, men selv det var der flere der glemte. Den indbagte pizza blev bagt i en stor gryde på bål. I gryden havde de puttet noget sand i og på den måde fordelte sandet varmen på den rigtige måde. Meget interessant at se. Resultatet blev rigtig godt og de fleste kunne lide den indbagte pizza. Faktisk tog alle kvinderne et stykke med hjem til deres familier, så deres mand og børn kunne smage. Kvinderne havde virkelig fået en oplevelse og jeg tror de nød at prøve noget anderledes.
Senere samme dag tog vi til Mbamba Out for at lege med børnene. Vi havde medbragt mad og legetøj, som de kunne få fornøjelse af. Imens vi legede med børnene var der 2 kvinder, som lavede mad til alle børnene. Dette er i sig selv et stort projekt, da der var over 100 børn. Først troede vi nemlig at det var en overdrivelse, da vi fik det fortalt. Så vi blev alle overraskede over alle de børn der dukkede op. Det var fantastisk. Sammen legede vi lege som dødbold og katten efter musen. Det var en stor succes og alle børnene grinede sammen.
Mellem mængden kom mange små børn også. De havde svært ved at være med til nogle af legene, så jeg trak dem væk og legede en lille leg med dem. Den indebar blot at man skulle tælle fingre indtil 5 og så fik man en kildetur. De syntes det var så sjovt! Alle ville have opmærksomhed, så børnene sloges om en finger, da alle ville holde mig i hånden. Det var virkeligt vildt at se.
Vi sluttede af med at alle børnene stillede sig op på en række med deres tallerken i hånden. Nu var det nemlig tid til at de en efter en kunne få noget mad. Den glæde børnene udstrålede ved at få en lille smule ris var utrolig. De tog glade deres tallerken med ris og satte sig på jorden for at spise. På den måde sluttede vi en god dag af med rigtig gode fornemmelser i kroppen. Vi havde givet mad til over 100 børn, og var på den måde sikre på at de i det mindste havde fået et måltid mad den dag. Maria, Cecilie og jeg var trætte, men det var på en god måde, da vi kunne se alle de smilende ansigter for os. I en by som Mbamba Out kan man virkelig mærke af man gør en forskel for børnene og det er fantastisk!
mandag den 4. oktober 2010
Nu melder hverdagen sig...
Om lektiehjælpen på skolen, LJS, kan man sige at det er blevet mere velorganiseret. Cecilie og jeg har fået udpeget 8 elever, som er svage i matematik. Sammen hjælper vi dem med det, de finder svært. Indtil nu har vi snakket om forskellen på store tal, såsom 1.000.000.000 og 1.000.000. Herunder har de lært hvordan man skriver tallene med bogstaver. Desuden har jeg også forklaret omkring afrundingsreglerne. Vores elever er vildt motiverede og vil hellere end gerne have lektie for, på trods af at det er lektiehjælp vi har med dem. Lektiehjælpen finder sted hver mandag og onsdag.
I fredags (d. 1 oktober) var det ”public holiday”, da man fejrede, at Nigeria nu havde været uafhængig i 50 år. Inde i byen fejrede befolkningen det med march gennem byen. Alle offentlige skoler deltog i paraden, så det vat meget stemningsfyldt. Vores skole er dog privatejet, så der forgik ikke så meget. Af den grund havde vi arrangeret en fodboldkamp om eftermiddagen. Vi fik lavet 4 hold med både, piger, drenge og hvide mennesker. Børnene hyggede sig virkeligt. Selvom det i begyndelsen skabte forundring hos drengene at pigerne skulle være med. Det er tilsyneladende ikke normalt at en pige spiller fodbold. Vi havde lovet en præmie til alle spillerne på vinderholdet, så det var virkelig noget af kæmpe for. Præmien var FCM t-shirts, som vi havde medbragt fra Danmark. Vinderne blev rigtig glade for deres t-shirts. Efterfølgende kom flere ned til vores hus for at sige tak for kampen og præmien. Der var endda en ung dreng, som fortalte os, at han ikke troede at det var piger han så spille fodbold. Det skyldes at det var første gang han havde set hvide piger spille fodbold, så han synes det var vildt fedt, at vi gjorde det. Elever fandt det rigtig underholdende, hvilket vi også gjorde. Så det var helt klart en succes, som bør gentages senere.
Til daglig har vi flere besøgende og forbipasserende. Det er på den måde tydeligt at mærke, at flere børn i området, har fundet ud af hvor vi bor. Mange børn kommer for at lege, men nogle gange bliver man nødt til at bede dem gå – børnene bliver aldrig trætte af leg. Det er ikke alene børn der kommer, men også flere voksne banker på. De vil gerne ”greet us”, som de kalder det. Det er af ren venlighed at de kommer for at hilse på os og sige at vi er velkomne. Hvide mennesker er ikke noget de er vandt til, så det er lidt specielt at have 3 til at bo her i området.
En dag tog Cecilie, Maria og jeg over til Mbamba Out. Det er som tidligere nævnt en fattig landsby, som ligger meget tæt på skolen. Nogle af vores daglige gæster, altså nogle af de børn der kommer og leger ved vores hus stammer fra denne landsby. Disse børn viste os rundt i Mbamba Out og vi var inde at se et af de små huse. Køkkenet var udenfor, så det var egentlig kun senge der var inde i huset. Vi fik samlet mange børn derovre og gav alle en ballon til at lege med. Det er utroligt at se hvilken stor forskel sådan en lille ballon kan gøre for disse børn. En ballon kan nemlig pustes op, hvorefter man kan lade luften sive ud. Puste den op igen og derefter lade luften sive ud. Sådan kunne børnene blive ved. Alle de smil vi så den dag er ikke til at glemme. For børn som Gambo, Aboy, Mika osv. kan man nemt få flere dage til at gå med den samme lille ballon. Udover leg med ballonerne lavede vi også flere sanglege med børnene. Børnene morede sig i den grad over samværet med os – ja, selv deres forældre så på med højt humør.
I weekenden var vi på tur til ”Kiri Dam”. Kiri Dam er en dæmning mellem to søer i forskellige højde. Dæmningen er bygget for at give vand til sukkermarkerne samt udvinde elektricitet.
Der siges at der skulle leve flodheste i søerne, dog er de usynlige så snart blitzen fra kameraet blinker. Dertil er de kun synlige tidligt om morgenen og om aftenen. Så jeg er spændt på om vi nogensinde for set flodheste i de søer…
Dæmningen har placering i et meget naturskønt område, så vi nød det virkelig. Vi havde Bamse (Bulus) med på turen, så han fungerede også lidt som en guide for os. Han er nemlig god til at snakke engelsk samtidig med at han kan flydende hausa. Midt i det skønne område havde vi en meget speciel oplevelse, idet vi stødte på nogle kvinder og børn, der aldrig havde set hvide mennesker før. Af den årsag var de frygtelige bange for os, og forstod ikke engelsk. Efter en snak med Bamse på hausa viste det sig, at de troede vi var spøgelser. Noget andet var at de nægtede at tro på at vores hår var ægte, da man ikke kan få langt hår hernede. For os var det en vildt mærkelig oplevelse, men jeg er ikke i tvivl om at de mennesker har fået en oplevelse for livet.
I fredags (d. 1 oktober) var det ”public holiday”, da man fejrede, at Nigeria nu havde været uafhængig i 50 år. Inde i byen fejrede befolkningen det med march gennem byen. Alle offentlige skoler deltog i paraden, så det vat meget stemningsfyldt. Vores skole er dog privatejet, så der forgik ikke så meget. Af den grund havde vi arrangeret en fodboldkamp om eftermiddagen. Vi fik lavet 4 hold med både, piger, drenge og hvide mennesker. Børnene hyggede sig virkeligt. Selvom det i begyndelsen skabte forundring hos drengene at pigerne skulle være med. Det er tilsyneladende ikke normalt at en pige spiller fodbold. Vi havde lovet en præmie til alle spillerne på vinderholdet, så det var virkelig noget af kæmpe for. Præmien var FCM t-shirts, som vi havde medbragt fra Danmark. Vinderne blev rigtig glade for deres t-shirts. Efterfølgende kom flere ned til vores hus for at sige tak for kampen og præmien. Der var endda en ung dreng, som fortalte os, at han ikke troede at det var piger han så spille fodbold. Det skyldes at det var første gang han havde set hvide piger spille fodbold, så han synes det var vildt fedt, at vi gjorde det. Elever fandt det rigtig underholdende, hvilket vi også gjorde. Så det var helt klart en succes, som bør gentages senere.
Til daglig har vi flere besøgende og forbipasserende. Det er på den måde tydeligt at mærke, at flere børn i området, har fundet ud af hvor vi bor. Mange børn kommer for at lege, men nogle gange bliver man nødt til at bede dem gå – børnene bliver aldrig trætte af leg. Det er ikke alene børn der kommer, men også flere voksne banker på. De vil gerne ”greet us”, som de kalder det. Det er af ren venlighed at de kommer for at hilse på os og sige at vi er velkomne. Hvide mennesker er ikke noget de er vandt til, så det er lidt specielt at have 3 til at bo her i området.
En dag tog Cecilie, Maria og jeg over til Mbamba Out. Det er som tidligere nævnt en fattig landsby, som ligger meget tæt på skolen. Nogle af vores daglige gæster, altså nogle af de børn der kommer og leger ved vores hus stammer fra denne landsby. Disse børn viste os rundt i Mbamba Out og vi var inde at se et af de små huse. Køkkenet var udenfor, så det var egentlig kun senge der var inde i huset. Vi fik samlet mange børn derovre og gav alle en ballon til at lege med. Det er utroligt at se hvilken stor forskel sådan en lille ballon kan gøre for disse børn. En ballon kan nemlig pustes op, hvorefter man kan lade luften sive ud. Puste den op igen og derefter lade luften sive ud. Sådan kunne børnene blive ved. Alle de smil vi så den dag er ikke til at glemme. For børn som Gambo, Aboy, Mika osv. kan man nemt få flere dage til at gå med den samme lille ballon. Udover leg med ballonerne lavede vi også flere sanglege med børnene. Børnene morede sig i den grad over samværet med os – ja, selv deres forældre så på med højt humør.
I weekenden var vi på tur til ”Kiri Dam”. Kiri Dam er en dæmning mellem to søer i forskellige højde. Dæmningen er bygget for at give vand til sukkermarkerne samt udvinde elektricitet.
Der siges at der skulle leve flodheste i søerne, dog er de usynlige så snart blitzen fra kameraet blinker. Dertil er de kun synlige tidligt om morgenen og om aftenen. Så jeg er spændt på om vi nogensinde for set flodheste i de søer…
Dæmningen har placering i et meget naturskønt område, så vi nød det virkelig. Vi havde Bamse (Bulus) med på turen, så han fungerede også lidt som en guide for os. Han er nemlig god til at snakke engelsk samtidig med at han kan flydende hausa. Midt i det skønne område havde vi en meget speciel oplevelse, idet vi stødte på nogle kvinder og børn, der aldrig havde set hvide mennesker før. Af den årsag var de frygtelige bange for os, og forstod ikke engelsk. Efter en snak med Bamse på hausa viste det sig, at de troede vi var spøgelser. Noget andet var at de nægtede at tro på at vores hår var ægte, da man ikke kan få langt hår hernede. For os var det en vildt mærkelig oplevelse, men jeg er ikke i tvivl om at de mennesker har fået en oplevelse for livet.
søndag den 3. oktober 2010
Billeder
Her er nogle billeder, som er taget under turen. Episoderne har jeg tidligere beskrevet på bloggen, men nu er der mulighed for at se det.
http://www.facebook.com/album.php?aid=47228&id=100000187695610&saved
Her er nogle billeder fra vores fine hus.
http://www.facebook.com/album.php?aid=47228&id=100000187695610&saved#!/album.php?aid=101925&id=1244213858&ref=mf
For at se dem skal du blot trykke på linket.
http://www.facebook.com/album.php?aid=47228&id=100000187695610&saved
Her er nogle billeder fra vores fine hus.
http://www.facebook.com/album.php?aid=47228&id=100000187695610&saved#!/album.php?aid=101925&id=1244213858&ref=mf
For at se dem skal du blot trykke på linket.
lørdag den 25. september 2010
Sikke en oplevelse!
Så er vi kommet på plads i vores hus. Det tog kun 3 dage at få gjort rent. Dette skyldes at huset, vi bor i, har stået tomt i 4 måneder. Det lyder ikke som så meget, men da der i realiteten ikke er vinduer man kan lukke ryger støvet bare en så let som ingenting. De såkaldte vinduer består nemlig af myggenet samt nogle glasplader der kan drejes. Ja, det er svært at forklare, men det er årsagen til at der kommer meget støv ind.
Som en del af rengøringen har vi gjort vores terrasse ren for alger. Hvilket egentlig kunne have taget meget lang tid, da terrassen er meget stor, men vi fik hurtigt hjælp af 5 små børn. Det var rigtigt sjovt at se dem gøre rent – de nød det nemlig. Efter rengøringen fik de lov til at vaske sig ved en spand, hvilket så ud til at være deres ugentlige bad. Disse børn kommer stort set hver dag for at lege med os. Det er ikke kun en gang om dagen de kommer, men faktisk op til flere gange om dagen. Børnene bor i MBamba Out, som er et fattigt område. Derfor har børnene sjældent noget de kan foretage sig og af den grund kommer de hos os.
Ikke nok med at der kommer små børn, så har vi også haft besøg af to ’alt-mulig-mænd’, nemlig Bamse og Jordbær. Deres oprindelige navne er faktisk Bulus og Alexander, men Alex og Mette har givet dem øgenavnene, hvilket de er meget stolte af. Bamse og Jordbær har lavet mange ting for os, såsom bruser, kloakløb, lys – ja faktisk alt. Så det har været rigtig hyggeligt. Ligesom de har hjulpet os med meget har de også spist adskillige gange hos os. Det skyldes at det er normalt at man byder sine arbejdere på mad og koldt vand.
Jordbær har en drøm om at gifte sig med en hvid dansk kvinde. Af den grund er vi i gang med en grundig oplæring i hvordan man bliver en god mand. Dette skyldes at de huslige arbejdsopgaver er de samme som i gamle dage i Danmark. Altså det var dengang, hvor kvinden lavede alt omkring husholdningen og passede børn, mens mændene arbejdede og tjente derigennem penge til mad mm. En aften havde vi derfor inviteret Bamse og Jordbær på dansk middag. Dette indebar imidlertid at de skulle hjælpe i køkkenet, så Jordbær kunne lære at lave mad. Det var bare så hyggeligt at have de to på besøg. Vi har faktisk også lavet en aftale med Jordbær, hvilket betyder at når de er på besøg og får mad skal han samle alle tallerkner og gå ud i køkkenet med dem. Jeg tror faktisk han synes det er noget sjovt og han gør det med et smil.
I går aftes fik vi de andre 5 piger på besøg fra Remi. De skulle sove hos os og til det ugentlige møde med Mette og Alex. Cecilie og jeg påbegyndte vores lektiehjælp i matematik mens de andre tog på markedet for at handle. Hold da op noget lektiehjælp. Børnene strømmede til, da det var yderst interessant at få hjælp af os til matematik. Jeg siger jer, det var virkeligt sjovt.
Pigerne og jeg havde spist sammen og gjort klar så vi alle kunne sove hos os. Lyset gik lidt senere på aftenen, så vi sad i et halvmørkt rum og snakkede. Pludselig mærker jeg noget der kildrer min fod. Som en reaktion på det kigger jeg ned og hopper op på min stol hvor jeg råber ”Der er en slange, som rørte min fod!!!” Jeg blev virkelig forskrækket! Alle de andre piger hoppede også hurtigt op på noget, så de ikke blev rørt af slangen. Vi blev dog hurtigt enige om at det ikke var en giftig slange, men det var dog en slange. I fællesskab fik vi slangen op i en spand, alt imens nogle hentede hjælp hos Mette og Alex. De beroligede os og Alex slog slangen ihjel, så der ikke skete mere. Nu kan vi kun grine af det. Det var virkelig en overraskende aften, da slangen kom fuldstændig uventet.
Som en del af rengøringen har vi gjort vores terrasse ren for alger. Hvilket egentlig kunne have taget meget lang tid, da terrassen er meget stor, men vi fik hurtigt hjælp af 5 små børn. Det var rigtigt sjovt at se dem gøre rent – de nød det nemlig. Efter rengøringen fik de lov til at vaske sig ved en spand, hvilket så ud til at være deres ugentlige bad. Disse børn kommer stort set hver dag for at lege med os. Det er ikke kun en gang om dagen de kommer, men faktisk op til flere gange om dagen. Børnene bor i MBamba Out, som er et fattigt område. Derfor har børnene sjældent noget de kan foretage sig og af den grund kommer de hos os.
Ikke nok med at der kommer små børn, så har vi også haft besøg af to ’alt-mulig-mænd’, nemlig Bamse og Jordbær. Deres oprindelige navne er faktisk Bulus og Alexander, men Alex og Mette har givet dem øgenavnene, hvilket de er meget stolte af. Bamse og Jordbær har lavet mange ting for os, såsom bruser, kloakløb, lys – ja faktisk alt. Så det har været rigtig hyggeligt. Ligesom de har hjulpet os med meget har de også spist adskillige gange hos os. Det skyldes at det er normalt at man byder sine arbejdere på mad og koldt vand.
Jordbær har en drøm om at gifte sig med en hvid dansk kvinde. Af den grund er vi i gang med en grundig oplæring i hvordan man bliver en god mand. Dette skyldes at de huslige arbejdsopgaver er de samme som i gamle dage i Danmark. Altså det var dengang, hvor kvinden lavede alt omkring husholdningen og passede børn, mens mændene arbejdede og tjente derigennem penge til mad mm. En aften havde vi derfor inviteret Bamse og Jordbær på dansk middag. Dette indebar imidlertid at de skulle hjælpe i køkkenet, så Jordbær kunne lære at lave mad. Det var bare så hyggeligt at have de to på besøg. Vi har faktisk også lavet en aftale med Jordbær, hvilket betyder at når de er på besøg og får mad skal han samle alle tallerkner og gå ud i køkkenet med dem. Jeg tror faktisk han synes det er noget sjovt og han gør det med et smil.
I går aftes fik vi de andre 5 piger på besøg fra Remi. De skulle sove hos os og til det ugentlige møde med Mette og Alex. Cecilie og jeg påbegyndte vores lektiehjælp i matematik mens de andre tog på markedet for at handle. Hold da op noget lektiehjælp. Børnene strømmede til, da det var yderst interessant at få hjælp af os til matematik. Jeg siger jer, det var virkeligt sjovt.
Pigerne og jeg havde spist sammen og gjort klar så vi alle kunne sove hos os. Lyset gik lidt senere på aftenen, så vi sad i et halvmørkt rum og snakkede. Pludselig mærker jeg noget der kildrer min fod. Som en reaktion på det kigger jeg ned og hopper op på min stol hvor jeg råber ”Der er en slange, som rørte min fod!!!” Jeg blev virkelig forskrækket! Alle de andre piger hoppede også hurtigt op på noget, så de ikke blev rørt af slangen. Vi blev dog hurtigt enige om at det ikke var en giftig slange, men det var dog en slange. I fællesskab fik vi slangen op i en spand, alt imens nogle hentede hjælp hos Mette og Alex. De beroligede os og Alex slog slangen ihjel, så der ikke skete mere. Nu kan vi kun grine af det. Det var virkelig en overraskende aften, da slangen kom fuldstændig uventet.
søndag den 19. september 2010
MBamba
Så er vi kommet til MBamba, Yola, som er hovedstaden i staten Adamawa. Her blev vi præsenteret for Mette og Alex, som er missionærerne der er udstationeret her i 3 år. De er virkelig søde og hjælpsomme. Her i løbet af den første uge har vi haft en intro-uge i samlet flok, så vi bedre ved hvordan man skal overleve og håndtere tingene her i Nigeria. Det skyldes at skolerne først begynder på mandag d. 20. Så der vil 5 af pigerne flytte til handikapskolen Remi.
Første dag blev vi vist rundt i området. Det er godt nok stort! Der var mange mennesker, som kom hen til os for at sige ”you are welcome!”. Det er fordi, at de ved, at vi vil gøre et stort stykke frivilligt arbejde, hvilket de værdsætter. Generelt har nigerianerne været meget gode til at tage imod os. De er et venligt og smilende folkefærd!
Til daglig går der 600 børn her. Skolen her er meget god og derfor vælger folk at sende deres børn langvejs fra for at de kan gå på denne skole. Af den grund bor børnene her og kommer først hjem når der er ferie.
Alex og Mette viste os også hvor jeg skal bo sammen med to andre piger (Maria og Cecilie). Vi er nemlig deres naboer og har fået tildelt et stort hus. Det er rigtig skønt.
Huset vi bor i i samlet flok er virkelig stort. Børnene der bor her i området er meget hurtige til at finde ud af hvornår ”batuesene” kommer. Batue er det samme som hvid man på dansk. Nå men børnene vrimler simpelthen omkring vores hus. De sidder udenfor på terrassen og venter håbefulde på at vi vil lege med dem.
Vi har haft besøg af nogle unge kvinder her fra området. De delte os op i to grupper, hvoraf den ene gruppe skulle på markedet og den anden skulle på savannen. Jeg kom på markedet. Det er bare en oplevelse i sig selv. Der er så mange butikker, som sælger rigtig mange forskellige ting. Så snart en ”batue”, altså en hvid person, vil købe noget hæver sælgeren lige prisen. For alle hernede tænker at hvide mennesker har så mange penge at de ikke ved hvad de skal stille op med dem. Af den grund kan det være lidt af en kamp eller nok nærmere et spil om at få prisen ned på et rimeligt niveau. Jeg fik købt noget stof til rimelige penge, da nogle af de nigerianske kvinder var med os. Samme dag var vi hjemme ved en af kvinderne for at få taget mål til kjolen. Der er nemlig således at man helst skal have en kjole samt tørklæde på i ensfarvet tøj. Kjolen skal gå ned under knæene og ud over skulderne. Så det er virkelig varmt når man ikke er vandt til det. Solen er nemlig meget skrap. Om aftenen lavede vi alle sammen mad sammen med de nigerianske kvinder. Det var nu meget hyggeligt. Næste dag kom skrædderen tilbage med min syede kjole, så jeg var klar til at tage til gudstjenesten om søndagen. Denne dag byttede holdene, så jeg skulle på savannen. Super oplevelse, som jeg vil benytte mig af igen senere.
Vi har været inde på ABTI-club. Jeg siger jer, det var fantastisk! ABTI-club er et område, hvor man kan spise ’normal’ mad samt bade udenfor. Det blev grundlagt af en rig herre, som havde tjent ufattelig mange penge på korruption. Med alle sine penge grundlagde han et universitet og inviterede amerikanske lærere til stedet, så det levede op til de amerikanske standarder. Her tog vi alle det første rigtige bad i løbet af den tid vi har været her i Nigeria. Den forrige tid har vi måtte nøjes med en spand vand, hvorfra vi kastede vand op på vores kroppe for at blive vasket. Det var meget anderledes end det vi normalt gør hjemme i Danmark, dog er det sådan de fleste nigerianere gør, når de skal vaskes. De har bare ikke andre muligheder. Lørdag d. 18 var vi igen inde på ABTI, da vi var inviteret til en fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt og ikke mindst fantastisk med en aftensdukkert. De folk der er på ABTI er for det meste hvide mennesker eller rige nigerianere. Så her kan man føle sig lidt normal uden at være en seværdighed.
Nu er vi godt i gang med at få gjort vores hus rent så vi kan flytte ind. Der er hele tiden meget at se til. Så jeg vil smutte ind og gøre endnu mere rent, så vi kan komme på plads...
Første dag blev vi vist rundt i området. Det er godt nok stort! Der var mange mennesker, som kom hen til os for at sige ”you are welcome!”. Det er fordi, at de ved, at vi vil gøre et stort stykke frivilligt arbejde, hvilket de værdsætter. Generelt har nigerianerne været meget gode til at tage imod os. De er et venligt og smilende folkefærd!
Til daglig går der 600 børn her. Skolen her er meget god og derfor vælger folk at sende deres børn langvejs fra for at de kan gå på denne skole. Af den grund bor børnene her og kommer først hjem når der er ferie.
Alex og Mette viste os også hvor jeg skal bo sammen med to andre piger (Maria og Cecilie). Vi er nemlig deres naboer og har fået tildelt et stort hus. Det er rigtig skønt.
Huset vi bor i i samlet flok er virkelig stort. Børnene der bor her i området er meget hurtige til at finde ud af hvornår ”batuesene” kommer. Batue er det samme som hvid man på dansk. Nå men børnene vrimler simpelthen omkring vores hus. De sidder udenfor på terrassen og venter håbefulde på at vi vil lege med dem.
Vi har haft besøg af nogle unge kvinder her fra området. De delte os op i to grupper, hvoraf den ene gruppe skulle på markedet og den anden skulle på savannen. Jeg kom på markedet. Det er bare en oplevelse i sig selv. Der er så mange butikker, som sælger rigtig mange forskellige ting. Så snart en ”batue”, altså en hvid person, vil købe noget hæver sælgeren lige prisen. For alle hernede tænker at hvide mennesker har så mange penge at de ikke ved hvad de skal stille op med dem. Af den grund kan det være lidt af en kamp eller nok nærmere et spil om at få prisen ned på et rimeligt niveau. Jeg fik købt noget stof til rimelige penge, da nogle af de nigerianske kvinder var med os. Samme dag var vi hjemme ved en af kvinderne for at få taget mål til kjolen. Der er nemlig således at man helst skal have en kjole samt tørklæde på i ensfarvet tøj. Kjolen skal gå ned under knæene og ud over skulderne. Så det er virkelig varmt når man ikke er vandt til det. Solen er nemlig meget skrap. Om aftenen lavede vi alle sammen mad sammen med de nigerianske kvinder. Det var nu meget hyggeligt. Næste dag kom skrædderen tilbage med min syede kjole, så jeg var klar til at tage til gudstjenesten om søndagen. Denne dag byttede holdene, så jeg skulle på savannen. Super oplevelse, som jeg vil benytte mig af igen senere.
Vi har været inde på ABTI-club. Jeg siger jer, det var fantastisk! ABTI-club er et område, hvor man kan spise ’normal’ mad samt bade udenfor. Det blev grundlagt af en rig herre, som havde tjent ufattelig mange penge på korruption. Med alle sine penge grundlagde han et universitet og inviterede amerikanske lærere til stedet, så det levede op til de amerikanske standarder. Her tog vi alle det første rigtige bad i løbet af den tid vi har været her i Nigeria. Den forrige tid har vi måtte nøjes med en spand vand, hvorfra vi kastede vand op på vores kroppe for at blive vasket. Det var meget anderledes end det vi normalt gør hjemme i Danmark, dog er det sådan de fleste nigerianere gør, når de skal vaskes. De har bare ikke andre muligheder. Lørdag d. 18 var vi igen inde på ABTI, da vi var inviteret til en fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt og ikke mindst fantastisk med en aftensdukkert. De folk der er på ABTI er for det meste hvide mennesker eller rige nigerianere. Så her kan man føle sig lidt normal uden at være en seværdighed.
Nu er vi godt i gang med at få gjort vores hus rent så vi kan flytte ind. Der er hele tiden meget at se til. Så jeg vil smutte ind og gøre endnu mere rent, så vi kan komme på plads...
torsdag den 16. september 2010
ABUJA
Turen
Vi stod tidligt op, hvorefter vi fik sagt farvel til vores familier. Så kørte vi ellers af sted med toget med al vores bagage (69 kg + håndbagage hver). Turen over til Kastrup var egentlig ret lang, da det ikke helt var gået op for mig hvad det var vi var på vej ned til. Flyveturen var tilgængæld hurtig, da jeg var spændt og nysgerrig. For hvordan ville det være? Hvordan ville folk tage imod os? Der var hele tiden mange spørgsmål der pressede sig på.
Abuja
Da vi ankom til lufthavnen var det meget anderledes. Vi stødte hurtigt på den første udfordring. Da vi skulle have vores bagage, altså de 69 kg, som i alt var 24 store kufferter, var der simpelthen ikke nok vogne i lufthavnen. Så vi prøvede ihærdigt at få fat i nogle få vogne, da vi umuligt kunne slæbe alle kufferterne. Da vi endelig nåede ud af lufthavnen var der bare ingen, som ventede på os. Vi trak i livlinen og ringede hjem til Jakob i Danmark. Herefter kom biskoppen hurtigt og hentede os. Vores chauffør havde åbenbart glemt os. Nigerianere plejer at sige: europæerne har uret, men nigerianerne har tiden.
Vi blev tildelt 4 værelser, hvor vi sov sammen to og to i Biskoppens hus. Det var rigtigt fint! Biskoppens kone, Jessica, lavede mad til os og hjalp os faktisk med alt. Biskoppen og hans kone var bare rigtige søde ved os og meget forstående overfor det kulturskifte vi var udsat for. For der er virkelig få ting, som minder om det liv i Danmark. Varmen er så gennemtrængende, at sveden løber ned af en og fugtigheden er virkelig høj (80 pct.).
Første dag (d. 9.) ordnede vi alt det praktiske, som at få vekslet penge og købt malariapiller samt en engelsk bibel. Om aftenen var vi til vores første gudstjeneste. Vi kom i slutningen af gudstjenesten, så den varede ikke ret længe. Efter gudstjenesten blev vi præsenteret for mange forskellige mennesker, heriblandt nogle fra det Sister Fellowship, som hørte til denne kirke. Det skal lige siges at når vi kører på vejene dytter biler rigtig meget – for ikke at sige hele tiden. Det skyldes at der ikke er nogen forgængerfelter i Abuja og Nigeria generelt. Så bilerne dytter simpelthen for at gøre opmærksom på sig selv når de kører i trafikken.
Anden dag i Abuja (d. 10) mødte vi flere af søstrene i Sister Fellowship. De skulle passe på os, samt lave nigeriansk mad sammen med os. Derfor startede vi ud med at tage på det lokale marked. Sikke en oplevelse! Der var rigtig mange boder, som solgte rigtig mange forskellige ting. Alle råvarerne lagde ude i solen, heriblandt også kød som fisk. Nå men vi fik købt ind til to gode måltider. Vi startede med at tilberede maden, det vil sige at nogle af os rensede fisken og pillede øjnene ud. Andre skar koskind i strimler mm. Det var virkelig anderledes! Da vi skulle stege/koge maden var det over bål, på trods af at det var mellemklassen i samfundet vi var sammen med. Generelt er maden meget stærk i Nigeria, så det var begrænset hvad vi spiste af det vi havde brugt 3 timer på at lave. Der er hele tiden så mange nye indtryk der presser sig på hernede, så vi var hurtigt trætte den dag.
Den trejde dag (d. 11) var vi til to gudstjenester i 2 forskellige kirker. Den sidste krike var enorm stor og der var omkirng 1000 mennekser smalet der. Der var en kæmpe oplvelse! Mens de voksne var til gudstjeneste var børnene samlet i en søndagsskole ved kirken. Selve gudstjenesten varede i 4 timer, hvilket aldrig ville være sket i Danmark. Det er så anderledes hernede...
Efterfølgende dag (d. 12) oplevede vi noget underligt! Vi så 13 mennesker stå ved en bil og bede. Bilen havde motorrummet åbent, så vi var alle overbeviste om at alle de mennesker bad for at få bilen til at starte. Det viste sig senere at være forkert. Det var en kvinde, som havde fået en ny bil. Hun ønskede at få den velsignet af biskoppen, og derfor stod alle de mennesker samlet og bad for bilen. Det er nemlig sådan, at når nigerianske kristne får en ny bil eller et nyt hus bliver der bedt for at huset/bilen vil bringe dem lykke og det vil passe på dem i fremtiden.
Derudover var vi på sightseeing med Sister Fellowship. De viste os den store moské, den største kristne kirke, samt et Hilton hotel. Det var meget mystisk at de var så ivrige efter at vise os en hotel, men det var fordi de var så enormt stolte over at der var et 5-stjernet hotel i Abuja – hvilket også er ret vildt. Om aftenen pakkede vi vores kufferter, som skulle sendes med en chauffør til Mbamba, da vi skulle med flyet næste dag…
Vi stod tidligt op, hvorefter vi fik sagt farvel til vores familier. Så kørte vi ellers af sted med toget med al vores bagage (69 kg + håndbagage hver). Turen over til Kastrup var egentlig ret lang, da det ikke helt var gået op for mig hvad det var vi var på vej ned til. Flyveturen var tilgængæld hurtig, da jeg var spændt og nysgerrig. For hvordan ville det være? Hvordan ville folk tage imod os? Der var hele tiden mange spørgsmål der pressede sig på.
Abuja
Da vi ankom til lufthavnen var det meget anderledes. Vi stødte hurtigt på den første udfordring. Da vi skulle have vores bagage, altså de 69 kg, som i alt var 24 store kufferter, var der simpelthen ikke nok vogne i lufthavnen. Så vi prøvede ihærdigt at få fat i nogle få vogne, da vi umuligt kunne slæbe alle kufferterne. Da vi endelig nåede ud af lufthavnen var der bare ingen, som ventede på os. Vi trak i livlinen og ringede hjem til Jakob i Danmark. Herefter kom biskoppen hurtigt og hentede os. Vores chauffør havde åbenbart glemt os. Nigerianere plejer at sige: europæerne har uret, men nigerianerne har tiden.
Vi blev tildelt 4 værelser, hvor vi sov sammen to og to i Biskoppens hus. Det var rigtigt fint! Biskoppens kone, Jessica, lavede mad til os og hjalp os faktisk med alt. Biskoppen og hans kone var bare rigtige søde ved os og meget forstående overfor det kulturskifte vi var udsat for. For der er virkelig få ting, som minder om det liv i Danmark. Varmen er så gennemtrængende, at sveden løber ned af en og fugtigheden er virkelig høj (80 pct.).
Første dag (d. 9.) ordnede vi alt det praktiske, som at få vekslet penge og købt malariapiller samt en engelsk bibel. Om aftenen var vi til vores første gudstjeneste. Vi kom i slutningen af gudstjenesten, så den varede ikke ret længe. Efter gudstjenesten blev vi præsenteret for mange forskellige mennesker, heriblandt nogle fra det Sister Fellowship, som hørte til denne kirke. Det skal lige siges at når vi kører på vejene dytter biler rigtig meget – for ikke at sige hele tiden. Det skyldes at der ikke er nogen forgængerfelter i Abuja og Nigeria generelt. Så bilerne dytter simpelthen for at gøre opmærksom på sig selv når de kører i trafikken.
Anden dag i Abuja (d. 10) mødte vi flere af søstrene i Sister Fellowship. De skulle passe på os, samt lave nigeriansk mad sammen med os. Derfor startede vi ud med at tage på det lokale marked. Sikke en oplevelse! Der var rigtig mange boder, som solgte rigtig mange forskellige ting. Alle råvarerne lagde ude i solen, heriblandt også kød som fisk. Nå men vi fik købt ind til to gode måltider. Vi startede med at tilberede maden, det vil sige at nogle af os rensede fisken og pillede øjnene ud. Andre skar koskind i strimler mm. Det var virkelig anderledes! Da vi skulle stege/koge maden var det over bål, på trods af at det var mellemklassen i samfundet vi var sammen med. Generelt er maden meget stærk i Nigeria, så det var begrænset hvad vi spiste af det vi havde brugt 3 timer på at lave. Der er hele tiden så mange nye indtryk der presser sig på hernede, så vi var hurtigt trætte den dag.
Den trejde dag (d. 11) var vi til to gudstjenester i 2 forskellige kirker. Den sidste krike var enorm stor og der var omkirng 1000 mennekser smalet der. Der var en kæmpe oplvelse! Mens de voksne var til gudstjeneste var børnene samlet i en søndagsskole ved kirken. Selve gudstjenesten varede i 4 timer, hvilket aldrig ville være sket i Danmark. Det er så anderledes hernede...
Efterfølgende dag (d. 12) oplevede vi noget underligt! Vi så 13 mennesker stå ved en bil og bede. Bilen havde motorrummet åbent, så vi var alle overbeviste om at alle de mennesker bad for at få bilen til at starte. Det viste sig senere at være forkert. Det var en kvinde, som havde fået en ny bil. Hun ønskede at få den velsignet af biskoppen, og derfor stod alle de mennesker samlet og bad for bilen. Det er nemlig sådan, at når nigerianske kristne får en ny bil eller et nyt hus bliver der bedt for at huset/bilen vil bringe dem lykke og det vil passe på dem i fremtiden.
Derudover var vi på sightseeing med Sister Fellowship. De viste os den store moské, den største kristne kirke, samt et Hilton hotel. Det var meget mystisk at de var så ivrige efter at vise os en hotel, men det var fordi de var så enormt stolte over at der var et 5-stjernet hotel i Abuja – hvilket også er ret vildt. Om aftenen pakkede vi vores kufferter, som skulle sendes med en chauffør til Mbamba, da vi skulle med flyet næste dag…
fredag den 6. august 2010
Voluntørkursus
På nuværende tidspunkt er jeg på et kursus, på Diakonhøjskolen ved Århus. Her er der mange, spændte og håbefulde mennesker samlet. Vi er i alt 24 volontører, som skal til 4 forskellige lande. Jeg har længe været spændt på at møde de andre piger, som skal rejse sammen med mig til Nigeria - så nu er det endeligt sket. Vi er 8 i alt, som rejser afsted om ganske kort tid. Kursuet har været lærerigt og medvirkende til at jeg glæder mig endnu mere. Kan slet ikke vente!
Abonner på:
Opslag (Atom)