Området, vi bor i, er meget sikkert. Dette skyldes at der er vagtmænd og de fleste af vores naboer har hunde til at vogte om natten. En morgen stod jeg tidligt op, da jeg ville ud at løbe en tur. På den tid af dagen er det køligt, så det er lige til at holde ud. Morgenen var flot og fulgene sang. Jeg løb ud mod vejen og videre op af en stig tæt ved nogle marker. Jeg løb ind mod området igen, hvor jeg skulle passere nogle huse. Ved det ene hus var der flere geder, så jeg satte farten ned, da jeg ikke ville gøre gederne bange. Dog var der lige én ged, som skulle sige noget og med ét kom to hunde farende frem. Jeg siger jer, de så overhovedet ikke glade ud! Hundene hernede er ikke venligt sindede, så jeg var virkelig bange. Jeg trak mig væk fra stedet og begyndte at løbe. Hundene fulgte efter mig et lille stykke, så jeg råbte ”HELP” og ”SAVE ME” op til flere gange, da jeg var bange. Jeg vidste nemlig at jeg bare kunne skrige og så skulle der nok være en, som kunne høre mig. Det var der så også. En lille mand kom løbende efter mig, han ville bare sikre sig at jeg var okay, da han troede at jeg var løbet langt ud på savannen i skræk. Så i fremtiden vil jeg aldrig løbe forbi, når gederne er blevet hentet ind fra markerne. Desuden har jeg fået ufattelig respekt for hunde.
I lørdags var vi på udflugt til De Tre Søstre, hvilket er tre bjerge beliggende ved siden af hinanden. Når man skal af sted på en længere tur er det normalt at bede forud for turen, så der ikke sker os noget. Jeg sad i midten af bilen og kom derfor til at bede. Det er første gang jeg har prøvet det, så det var meget anderledes. Jeg fik da i hvert fald bedt en bøn. Spøgsmålet er så bare hvor god en bøn det var? Vi er nemlig i Nigeria og derfor ender ting ikke altid som planlagt. Hjemmefra (Mbamba) kunne vi se at der manglede olie, men vi ville lige samle Remi-pigerne op inden. Da vi kommer hen på tankstationen for at købe olie viser det sig at vores ene hjul er punkteret. Dette resulterer så i at vi skulle hen til nogle folk, som kunne lave hjulet for os. Alt bliver lavet og vi kan derefter tage sikkert af sted på udflugten. På selve køreturen støder vi på ikke mindre end 3 forskellige politikontroller.
Disse politikontroller er egentlig for at øge sikkerheden, men syner mere af det modsatte. Dette skyldes at de er uniformerede og udstyret med et stort maskingevær. Det negative omkring kontrollerne indebærer ikke mindst udseendet, men faktisk hensigten. For selvom de er der for at øge sikkerheden, udnytter de muligheden til at få nogle lette korruptions-penge. Så hvis en almindelig nigerianer vil passere skal personen af med nogle penge for at passere uden problemer. Hvis personen ikke vil betale, kan personen blive udsat for en timelang gennemsøgning af bilen uden noget egentlig formål. Så langt de fleste betaler dem korruptionspenge, bare for at undgå store forsinkelser.
Vi var heldige med hensyn til politikontrollerne og slap igennem uden ventetid eller betaling. Dette skyldes dog kun at vi er hvide mennesker. Vi kom sikkert frem til De Tre Søstre, hvor vi parkerede bilen og gjorde klar til en lang, sej gåtur. På den første del af gåturen blev vi ledsaget af nogle lokale børn, som fandt det utrolig interessant at følge efter 10 hvide mennesker hen til klippefoden af Lillesøsteren, som var det mindste bjerg, vi havde besluttet os for at bestige. Selve turen derhen var meget våd og det var svært at undgå mudrede fødder efter nattens regn. Et stykke oppe på bjerget stoppede børnene med at følge efter os. Generelt synes nigerianere nemlig, at det er mærkeligt at bestige bjerge som De Tre Søstre. Solen var blevet noget stærkere, da det begyndte at blive op på formiddagen, men vi sørgede for at holde nogle gode pauser undervejs. Vi holdte frokostpause meget tæt på toppen hvorefter vi efterlod alle vores tasker og kravlede det sidste stykke op. Det sidste stykke op på toppen var meget stejlt og derfor var det nødvendigt at støtte med hænderne på klippevæggen. Jeg var den første på toppen. Det var en befrielse at komme i mål, men det glemte man hurtigt, da udsigten simpelthen var formidabel. Til den ene side var der marker og savanne så langt øjet rækker og til den anden side var der landsby. Det var bare så smukt så smukt, at det egentlig ikke er til at forklare. På toppen graverede vi også et af de få træer med et fælles navn, ligesom for at markere at vi havde været der. Tiden på toppen begyndte at blive knap, da der var et hurtigt, uhyggeligt, stort tordenvejr direkte på vej mod os. Så vi skyndte os ned, for at gribe vores tasker og påbegynde nedstigningen før uvejret for alvor ville ramme os. Vi nåede ikke ret langt før det begyndte at regne og i løbet af kort tid var vi alle gennemblødte. Regnen piskede ned omkring os og alt blev vådt. På trods af enkelte fald i nedstigningen kom vi godt ned på jævn grund. Dog var alt nu vådt og vi var fuldstændig ligeglade med at få beskidte fødder. Vi kom alle sikkert hen til bilen og kørte hjemad.
Svaret på det med bønnen er svært, da det er normalt i Nigeria, at ting bare sker, uden man har planlagt det. Jeg vil dog sige, at vi var pænt uheldige med min forbøn, da bilen lige skulle repareres inden samt det voldsomme tordenvejr.
I går var vi nede på kvindeskolen for første gang. Her skal vi hver tirsdag lave mad sammen med kvinderne. Vi havde besluttet os for at vi skulle lave indbagt pizza. Det var meget nyt for dem at prøve. På trods af at kvinderne er vandt til at lave mad flere gange om dagen var de i tvivl om hvorvidt de skulle håndtere forskellige ting som grønsager og opskriften. For hvor meget er en teske? Ja, det er et godt spørgsmål for en nigerianer, så vi måtte først vise dem hvordan de skulle gøre. Herefter kunne en af dem så selv prøve mens resten så til med stor interesse. Det var også nyt for dem at skære grønsager i små stykker. Vi informerede dem om at de skulle pille det yderste af et løg på grund af bakterier, hvilket også var helt nyt for dem. Alt omkring hygiejne var nyt for dem. Vi nævnte op til flere gange at de skulle vaske hænder før de rørte ved maden, men selv det var der flere der glemte. Den indbagte pizza blev bagt i en stor gryde på bål. I gryden havde de puttet noget sand i og på den måde fordelte sandet varmen på den rigtige måde. Meget interessant at se. Resultatet blev rigtig godt og de fleste kunne lide den indbagte pizza. Faktisk tog alle kvinderne et stykke med hjem til deres familier, så deres mand og børn kunne smage. Kvinderne havde virkelig fået en oplevelse og jeg tror de nød at prøve noget anderledes.
Senere samme dag tog vi til Mbamba Out for at lege med børnene. Vi havde medbragt mad og legetøj, som de kunne få fornøjelse af. Imens vi legede med børnene var der 2 kvinder, som lavede mad til alle børnene. Dette er i sig selv et stort projekt, da der var over 100 børn. Først troede vi nemlig at det var en overdrivelse, da vi fik det fortalt. Så vi blev alle overraskede over alle de børn der dukkede op. Det var fantastisk. Sammen legede vi lege som dødbold og katten efter musen. Det var en stor succes og alle børnene grinede sammen.
Mellem mængden kom mange små børn også. De havde svært ved at være med til nogle af legene, så jeg trak dem væk og legede en lille leg med dem. Den indebar blot at man skulle tælle fingre indtil 5 og så fik man en kildetur. De syntes det var så sjovt! Alle ville have opmærksomhed, så børnene sloges om en finger, da alle ville holde mig i hånden. Det var virkeligt vildt at se.
Vi sluttede af med at alle børnene stillede sig op på en række med deres tallerken i hånden. Nu var det nemlig tid til at de en efter en kunne få noget mad. Den glæde børnene udstrålede ved at få en lille smule ris var utrolig. De tog glade deres tallerken med ris og satte sig på jorden for at spise. På den måde sluttede vi en god dag af med rigtig gode fornemmelser i kroppen. Vi havde givet mad til over 100 børn, og var på den måde sikre på at de i det mindste havde fået et måltid mad den dag. Maria, Cecilie og jeg var trætte, men det var på en god måde, da vi kunne se alle de smilende ansigter for os. I en by som Mbamba Out kan man virkelig mærke af man gør en forskel for børnene og det er fantastisk!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar