Om lektiehjælpen på skolen, LJS, kan man sige at det er blevet mere velorganiseret. Cecilie og jeg har fået udpeget 8 elever, som er svage i matematik. Sammen hjælper vi dem med det, de finder svært. Indtil nu har vi snakket om forskellen på store tal, såsom 1.000.000.000 og 1.000.000. Herunder har de lært hvordan man skriver tallene med bogstaver. Desuden har jeg også forklaret omkring afrundingsreglerne. Vores elever er vildt motiverede og vil hellere end gerne have lektie for, på trods af at det er lektiehjælp vi har med dem. Lektiehjælpen finder sted hver mandag og onsdag.
I fredags (d. 1 oktober) var det ”public holiday”, da man fejrede, at Nigeria nu havde været uafhængig i 50 år. Inde i byen fejrede befolkningen det med march gennem byen. Alle offentlige skoler deltog i paraden, så det vat meget stemningsfyldt. Vores skole er dog privatejet, så der forgik ikke så meget. Af den grund havde vi arrangeret en fodboldkamp om eftermiddagen. Vi fik lavet 4 hold med både, piger, drenge og hvide mennesker. Børnene hyggede sig virkeligt. Selvom det i begyndelsen skabte forundring hos drengene at pigerne skulle være med. Det er tilsyneladende ikke normalt at en pige spiller fodbold. Vi havde lovet en præmie til alle spillerne på vinderholdet, så det var virkelig noget af kæmpe for. Præmien var FCM t-shirts, som vi havde medbragt fra Danmark. Vinderne blev rigtig glade for deres t-shirts. Efterfølgende kom flere ned til vores hus for at sige tak for kampen og præmien. Der var endda en ung dreng, som fortalte os, at han ikke troede at det var piger han så spille fodbold. Det skyldes at det var første gang han havde set hvide piger spille fodbold, så han synes det var vildt fedt, at vi gjorde det. Elever fandt det rigtig underholdende, hvilket vi også gjorde. Så det var helt klart en succes, som bør gentages senere.
Til daglig har vi flere besøgende og forbipasserende. Det er på den måde tydeligt at mærke, at flere børn i området, har fundet ud af hvor vi bor. Mange børn kommer for at lege, men nogle gange bliver man nødt til at bede dem gå – børnene bliver aldrig trætte af leg. Det er ikke alene børn der kommer, men også flere voksne banker på. De vil gerne ”greet us”, som de kalder det. Det er af ren venlighed at de kommer for at hilse på os og sige at vi er velkomne. Hvide mennesker er ikke noget de er vandt til, så det er lidt specielt at have 3 til at bo her i området.
En dag tog Cecilie, Maria og jeg over til Mbamba Out. Det er som tidligere nævnt en fattig landsby, som ligger meget tæt på skolen. Nogle af vores daglige gæster, altså nogle af de børn der kommer og leger ved vores hus stammer fra denne landsby. Disse børn viste os rundt i Mbamba Out og vi var inde at se et af de små huse. Køkkenet var udenfor, så det var egentlig kun senge der var inde i huset. Vi fik samlet mange børn derovre og gav alle en ballon til at lege med. Det er utroligt at se hvilken stor forskel sådan en lille ballon kan gøre for disse børn. En ballon kan nemlig pustes op, hvorefter man kan lade luften sive ud. Puste den op igen og derefter lade luften sive ud. Sådan kunne børnene blive ved. Alle de smil vi så den dag er ikke til at glemme. For børn som Gambo, Aboy, Mika osv. kan man nemt få flere dage til at gå med den samme lille ballon. Udover leg med ballonerne lavede vi også flere sanglege med børnene. Børnene morede sig i den grad over samværet med os – ja, selv deres forældre så på med højt humør.
I weekenden var vi på tur til ”Kiri Dam”. Kiri Dam er en dæmning mellem to søer i forskellige højde. Dæmningen er bygget for at give vand til sukkermarkerne samt udvinde elektricitet.
Der siges at der skulle leve flodheste i søerne, dog er de usynlige så snart blitzen fra kameraet blinker. Dertil er de kun synlige tidligt om morgenen og om aftenen. Så jeg er spændt på om vi nogensinde for set flodheste i de søer…
Dæmningen har placering i et meget naturskønt område, så vi nød det virkelig. Vi havde Bamse (Bulus) med på turen, så han fungerede også lidt som en guide for os. Han er nemlig god til at snakke engelsk samtidig med at han kan flydende hausa. Midt i det skønne område havde vi en meget speciel oplevelse, idet vi stødte på nogle kvinder og børn, der aldrig havde set hvide mennesker før. Af den årsag var de frygtelige bange for os, og forstod ikke engelsk. Efter en snak med Bamse på hausa viste det sig, at de troede vi var spøgelser. Noget andet var at de nægtede at tro på at vores hår var ægte, da man ikke kan få langt hår hernede. For os var det en vildt mærkelig oplevelse, men jeg er ikke i tvivl om at de mennesker har fået en oplevelse for livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar