Det lyder absurd, men vi har rent faktisk så meget at lave, at jeg har glemt en aktivitet midt i alt skriveriet. Om torsdagen er jeg nemlig sammen med kvinderne fra kvindeskolen på BLS fra kl. 15-17. Her er vi i et syrum, som er indrettet med borde, stole og nogle gamle symaskiner. Selvom symaskinerne er gamle passer de bare perfekt til det Nigerianske samfund. Dette skyldes det faktum at der sjældent er strøm og derfor er det et særdeles godt egenskab at de er manuelt drevne. I syrummet får kvinderne mange forskellige færdigheder, som de kan bruge i fremtiden. De lærer hvorledes man klipper i stoffet ud fra et mønster. Efter kvinderne har vendt og drejet stoffet under den hånd – eller fordrevne maskine formår de at få en taske, bogbind, kjole samt meget andet ud af deres besværligheder. Kvinderne vil ufattelig gere lave rigtig mange forskellige ting ud fra mønstre, dog finder mange af dem det svært at klippe ud fra et specifikt mønster. Det er nemlig ikke nok bare at klippe, da stykkerne derefter skal sættes sammen så det færdig resultat bliver godt. På trods af alt, er det nu ikke altid lige nemt at forudse hvilke stykker der skal sættes sammen for at danne en helhed. Så når man er i syrummet er man på hele tiden, da alle gerne vil have hjælp. Der er nu også mange, som er rigtig gode til at hjælpe hinanden. På den måde optager de viden og formidler det videre. Jeg nyder virkelig at være en del af dette, da kvinderne er ufattelig taknemmelige for hjælpen. Kvinderne får via systuen syet tøj til dem selv og familien og på den måde opnår de besparelse i det i forvejen stramme budget.
Jeg håber at dette har givet en god ide omkring det arbejde vi deltager i her i området. I hvert føler jeg, at vi har travlt med nogle gode projekter hele tiden.
Noget af det jeg har tænkt meget over hernede er religion. Det er nemlig et meget vigtigt emne for hvert enkelt individ. Jeg bor i et land, som er splittet mellem kristne og muslimer. På trods af det ser de ud til at give plads til hinanden og man accepterer andres religion uden egentlig at vide hvad den modsatte indebærer.
Alt det arbejde jeg deltager i er blandt kristne og til daglig omgås jeg kristne mennesker. Dog bliver jeg gang på gang overrasket over hvor stærkt menneskerne giver udtryk for deres religion. Der skal meget til før at de føler sig som ordentlige kristne. Hvis man vil være en ”ordentlig” kristen skal man gå i kirke hver søndag og derudover deltage i meget frivilligt arbejde omkring kirken.
Gudstjenesterne er generelt utrolig lange, men dette skyldes at prædikerne og bønnerne i selv er lange. Bønnerne hernede er rigtig lange, da der bliver takket og bedt for mange forskellige ting. Personerne der ber bønnen er ofte frivillig, og alligevel kan bønnen bare forsætte i uendeligheder på trods af at de ikke har forberedt noget.
Til hver gudstjeneste er der ofring, hvor man går op med en lille konvolut og smider den i en spand midt på gulvet. På den måde ofrer man noget til gud via kirken. Pengene, der ofres, bliver anvendt til driften af kirken. Derudover støtter kirkerne nogle aktiviteter, samt familier, som har det dårligt økonomisk eller hvis en person har været ude for et uheld. På den måde går pengene til et godt formål. Dog slog det mig, at man på den måde giver noget til gud hver eneste gang, men man modtager kun en gang om måneden via nadveren. Dette viser bare hvor store kulturforskellene er fra det danske samfund til det nigerianske…
Sei anjuma!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar