ABUJA

Turen
Vi stod tidligt op, hvorefter vi fik sagt farvel til vores familier. Så kørte vi ellers af sted med toget med al vores bagage (69 kg + håndbagage hver). Turen over til Kastrup var egentlig ret lang, da det ikke helt var gået op for mig hvad det var vi var på vej ned til. Flyveturen var tilgængæld hurtig, da jeg var spændt og nysgerrig. For hvordan ville det være? Hvordan ville folk tage imod os? Der var hele tiden mange spørgsmål der pressede sig på.

Abuja
Da vi ankom til lufthavnen var det meget anderledes. Vi stødte hurtigt på den første udfordring. Da vi skulle have vores bagage, altså de 69 kg, som i alt var 24 store kufferter, var der simpelthen ikke nok vogne i lufthavnen. Så vi prøvede ihærdigt at få fat i nogle få vogne, da vi umuligt kunne slæbe alle kufferterne. Da vi endelig nåede ud af lufthavnen var der bare ingen, som ventede på os. Vi trak i livlinen og ringede hjem til Jakob i Danmark. Herefter kom biskoppen hurtigt og hentede os. Vores chauffør havde åbenbart glemt os. Nigerianere plejer at sige: europæerne har uret, men nigerianerne har tiden.

Vi blev tildelt 4 værelser, hvor vi sov sammen to og to i Biskoppens hus. Det var rigtigt fint! Biskoppens kone, Jessica, lavede mad til os og hjalp os faktisk med alt. Biskoppen og hans kone var bare rigtige søde ved os og meget forstående overfor det kulturskifte vi var udsat for. For der er virkelig få ting, som minder om det liv i Danmark. Varmen er så gennemtrængende, at sveden løber ned af en og fugtigheden er virkelig høj (80 pct.).

Første dag (d. 9.) ordnede vi alt det praktiske, som at få vekslet penge og købt malariapiller samt en engelsk bibel. Om aftenen var vi til vores første gudstjeneste. Vi kom i slutningen af gudstjenesten, så den varede ikke ret længe. Efter gudstjenesten blev vi præsenteret for mange forskellige mennesker, heriblandt nogle fra det Sister Fellowship, som hørte til denne kirke. Det skal lige siges at når vi kører på vejene dytter biler rigtig meget – for ikke at sige hele tiden. Det skyldes at der ikke er nogen forgængerfelter i Abuja og Nigeria generelt. Så bilerne dytter simpelthen for at gøre opmærksom på sig selv når de kører i trafikken.

Anden dag i Abuja (d. 10) mødte vi flere af søstrene i Sister Fellowship. De skulle passe på os, samt lave nigeriansk mad sammen med os. Derfor startede vi ud med at tage på det lokale marked. Sikke en oplevelse! Der var rigtig mange boder, som solgte rigtig mange forskellige ting. Alle råvarerne lagde ude i solen, heriblandt også kød som fisk. Nå men vi fik købt ind til to gode måltider. Vi startede med at tilberede maden, det vil sige at nogle af os rensede fisken og pillede øjnene ud. Andre skar koskind i strimler mm. Det var virkelig anderledes! Da vi skulle stege/koge maden var det over bål, på trods af at det var mellemklassen i samfundet vi var sammen med. Generelt er maden meget stærk i Nigeria, så det var begrænset hvad vi spiste af det vi havde brugt 3 timer på at lave. Der er hele tiden så mange nye indtryk der presser sig på hernede, så vi var hurtigt trætte den dag.

Den trejde dag (d. 11) var vi til to gudstjenester i 2 forskellige kirker. Den sidste krike var enorm stor og der var omkirng 1000 mennekser smalet der. Der var en kæmpe oplvelse! Mens de voksne var til gudstjeneste var børnene samlet i en søndagsskole ved kirken. Selve gudstjenesten varede i 4 timer, hvilket aldrig ville være sket i Danmark. Det er så anderledes hernede...

Efterfølgende dag (d. 12) oplevede vi noget underligt! Vi så 13 mennesker stå ved en bil og bede. Bilen havde motorrummet åbent, så vi var alle overbeviste om at alle de mennesker bad for at få bilen til at starte. Det viste sig senere at være forkert. Det var en kvinde, som havde fået en ny bil. Hun ønskede at få den velsignet af biskoppen, og derfor stod alle de mennesker samlet og bad for bilen. Det er nemlig sådan, at når nigerianske kristne får en ny bil eller et nyt hus bliver der bedt for at huset/bilen vil bringe dem lykke og det vil passe på dem i fremtiden.
Derudover var vi på sightseeing med Sister Fellowship. De viste os den store moské, den største kristne kirke, samt et Hilton hotel. Det var meget mystisk at de var så ivrige efter at vise os en hotel, men det var fordi de var så enormt stolte over at der var et 5-stjernet hotel i Abuja – hvilket også er ret vildt. Om aftenen pakkede vi vores kufferter, som skulle sendes med en chauffør til Mbamba, da vi skulle med flyet næste dag…